Bilernes by mister sit motorkontor
Protest i bilbyen Silkeborg over tab af byens motorkontor. I stedet skal bilejere helt til Århus.
Danmarks største bilby Silkeborg mister som flere andre danske byer fra nytår sit motorkontor.
Fra januar skal bilejere til Århus for at få nummerplader eller omregistrere biler. Det skyldes, at landets motorkontorer overgår fra politiet til skattemyndighederne. Og skattefar har ingen planer om at beholde et motorkontor i Silkeborg. I stedet rykker det til nærmeste skattecenter, som ligger i Århus.
Skal køre til Århus
Overvejelser om at digitalisere ind- og omregistreringen af biler over internettet er nemlig udsat og bliver tidligst til noget i efteråret 2008. Så foreløbig skal både privatpersoner og bilhandlere køre til motorkontoret i Århus.
- Det er en katastrofe. Det skal vi have op på et møde i Garantiforeningen Bilernes By, for det vil vi ikke acceptere, siger næstformanden for foreningen, Kenneth Pedersen, til Midtjyllands avis.
/ritzau/
http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=375233&r=7" target="_blank">Se TV 2 | ØSTJYLLANDS indslag om lukningen