Bander på strøgtur
Indvandrerbander svarede fredag aften igen på Hells Angels torsdagsmarch gennem Århus Midtby
Omkring 125 personer fra forskellige indvandrerbander i Århus-området gik fredag aften rundt i midtbyen, som svar på Hells Angels' aktion torsdag aften.
Med råb som "det er vores by" og mishagsytringer mod politiet gik omkring 125 personer med indvandrerbaggrund rundt i Århus midtby en times tid i aftes.
- De kom fra flere kriminelle grupperinger i Århus-området, og det var klart et modtræk, til det HA gjorde torsdag aften, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Dermed henviser han til, at omkring 100 medlemmer af Hells Angels torsdag aften gik rundt i midtbyen i fuld "uniform" for at manifestere sig.
Fire personer blev anholdt for gadeuorden i forbindelse med aktionen i aftes - i øvrigt det samme antal, som blev anholdt i forbindelse med HA's aktion.