46-årig kvæstet af fræsejern
Arbejdsmand brækkede arm og kæbe under arbejdsulykke på virksomhed ved Silkeborg.
19. mar 2009, kl. 09:00
Mere end 30 dage gammel
En medarbejder på en virksomhed i Knudlund ved Silkeborg kom onsdag slemt til skade, da han arbejdede med et såkaldt fræsejern.
Den 46-årige mand blev ramt af fræsejernet med en sådan kraft, at han brækkede den ene arm to steder. Derudover brækkede han kæben og fik skader ved det ene øje.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden blev umiddelbart efter ulykken indlagt på sygehuset.
Arbejdstilsynet skal nu undersøge, hvordan ulykken kunne ske.