Styrelse advarer: Blæst udgør risiko når raketter affyres
Fyrværkeri skal i blæsevejr antændes mindst 20 meter væk fra åbninger i bygninger, opfordrer styrelse.
Det er vigtigt at være ekstra opmærksom på vind og vejr, når man sender raketten afsted eller tænder batteriet nytårsaften.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Vådt fyrværkeri kan ændre egenskaberne ved fyrværkeriet. Det betyder, at det kan springe på en uhensigtsmæssig måde eller med forsinkelse, siger udviklingschef Lone Brose i meddelelsen.
- Det er derfor en god idé kun at tage et enkelt stykke op af posen ad gangen eller lade resten stå inde i tørvejr, mens man fyrer krudt af.
Hold god afstand
Styrelsen opfordrer desuden til, at fyrværkeri antændes 20 meter væk fra åbninger i bygninger - som døre og vinduer - hvis det blæser.
Derudover anbefales det også, at raketter affyres mindst 400 meter væk fra huse og andre bygninger, som har letantændelige tag som stråtage.
- Holder man nytårsaften i en af de blæsende egne, så hold den anbefalede dobbelte sikkerhedsafstand, som er til for din og dine omgivelsers skyld, opfordrer Lone Brose.
Blæst og regn
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) skal danskerne forvente både regn og blæst i løbet af den 31. december.
Når vintervejret er mildt, som det er lige nu, er det nemlig ofte blæsende og regnfuldt. Og de kommende dage bliver ingen undtagelse, lød det fredag morgen i en prognose.
Lørdag starter formentlig med blæst i flere dele af landet. Senere melder regnen sig også.
Skal nytåret for eksempel skydes ind i København, spår udsigten lige nu regn i timerne mellem klokken 22 og 04. Det samme gælder i Aarhus.
- Der kommer regn ind over Danmark fra sydvest, så når man skal ud for at fyre raketter af, regner det over det meste af landet. Måske holder det tørt mod nordvest, sagde vagthavende meteorolog hos DMI Jesper Eriksen.
- Til at starte med vil der være en god frisk vind fra sydvest, men den aftager i dagens løb langt de fleste steder, sagde han.