Simple tricks: Sådan finder du mandlen juleaften
Er du også træt af, at det altid er den samme onkel, der ender med mandlen? Her er tre simple tricks, der kan sikre dig den smuttede nød.
Kampen om den eftertragtede mandel i risalamanden er en uundgåelig tradition ved de fleste juleborde.
Og mens det ofte er fortællingen om den heldige, der løber med mandelgaven, kan det nu blive den kloge. Tre små ting kan nemlig forbedre dine chancer, fortæller Jakob Sherson, der er professor i fysik og forsker i hybrid intelligens.
- Hvis vi kigger i psykologien, så ved vi, at når vi rører rundt, så er vi som vært ikke interesseret i, at den skal være nem at finde. Det vil sige, hvis der bare er antydningen af et stort mandelstykke, så vil vi blive ved med at røre, siger forskeren.
Og netop derfor er der også områder i skålen, der er bedre at skovle fra end andre.
- Statistisk set er den sandsynligvis ikke i det øverste lag, og det kan vi bruge til at lave strategier, der kan maksimere sandsynligheden for, at vi får mandlen, siger Jakob Sherson.
Sådan får du mandlen
Tag så lidt fra toppen af risalamanden som muligt
Vær aldrig den første til at tage en portion
Sørg for ikke at skrabe, men at grave dybt i skålen
En forbedring - ikke en garanti
Hvis man skal undgå at grave og dermed de misbilligende tilråb fra resten af julebordet, kan det være smart at tilbyde skålen til en anden først.
- Så skal man identificere, hvor den anden har lavet et hul, tage så meget som muligt fra hullet og grave ind og få så lidt af overfladen som muligt, siger forskeren.
Der er dog blot tale om midler til at forbedre den statiske sandsynlighed og ingen mandelgaranti.
Vinder du alligevel ikke mandlen, kan du underholde resten af juleselskabet med, at risalamande - trods sit fransk-klingende navn - er en dansk dessert.
Desserten blev for første gang serveret i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de borgerlige hjem indtog desserten til jul.