Satte sig et mål som 17-årig – nu har Mads bygget et kæmpe palæ

Mads Rytter har bygget sin drengedrøm af et palæ med fine detaljer og en hemmelig trappe. Alligevel er han bare en almindelig bonderøv, som han siger.

Mens vennerne drømte om en hybel med plads til futon og fladskærm, var det noget helt andet, den unge Mads Rytter kiggede langt efter.

Krummelurer, sprossede vinduer og en majestætisk fremtræden. Sådan lød boligdrømmen, der flyttede ind hos ham, allerede da han var dreng.

For en ejendom i hvidpudset palæ-stil havde fanget hans blik. Og dét kunne han også godt tænkte sig en dag, proklamerede han ofte overfor forældrene. 

- Det var ikke, fordi jeg drømte om at blive rig. Jeg er bare en helt normal bonderøv, der blev forelsket i byggestilen - ikke livsstilen, siger han. 

image003
Aftalen med banken krævede, at Mads lejede det eksisterende hus på grunden ud samt at forældrene kautionerede.

Derfor lagde han som 17-årig, nystartet tømrerlærling en plan. Inden han fyldte 35, skulle han have bygget sit eget palæ.

Og da en grund i landsbyen kom til salg året efter, fik han trods sin lærlingeløn overbevist banken.

- Jeg tænkte bare, at det skulle kunne lade sig gøre på den ene eller anden måde. Jeg havde ikke overvejet, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke fik lov, siger Mads, der viser sin majestætiske bolig frem i programmet 'Sæt boligen på kortet'.

Mads Rytter
Mads er opvokset i et helt almindeligt parcelhus, men forelskede sig som dreng i palæ-stilen.

Der var dog intet majestætisk over det anneks, han flyttede ind i, mens han sparede op til byggematerialer. 

Løbende samlede han inspiration til huset rundt i landet - men den kom også fra en noget uventet kant.

Huset i chipsreklamen

Udover det hvidpudsede hus, der lå i nabobyen, havde Mads luret på flere af de store, hvide villaer på Strandvejen i Aarhus og rigmandsboligerne i Vedbæk nord for København. Men også et andet hus sprang i øjnene på ham. 

Nemlig Jørgens bolig fra det kendte reklameunivers for Kims Chips.

- Der kørte dengang en reklame for Kims Chips, hvor han er i et stort palæ. Det, synes jeg, var virkelig flot. Det var stilen, der lige ramte mig, siger Mads.

Kims Chips-reklame
Jørgen var en del af Kims Chips' reklameunivers i 22 år. Reklamerne indeholdt blandt andet optagelser fra dette palæ. Foto: Orkla Danmark

Mens hans eget hus efterhånden tog form i hovedet på den unge mand, forelskede han sig som 21-årig i Nicoline. Men selvom de delte mange ting, var en drøm om et palæ i herskabelig stil og landlige omgivelser ikke blandt dem.

- Den var hun bare ikke med på. Hun var mere til en moderne stil, siger Mads. 

Palæ1
Palæet rummer 441 kvadratmeter bolig samt 50 kvadratmeter garage og 28 kvadratmeter kælder.

Efter at have boet i annekset på 70 kvadratmeter, blev hun dog lettere at overtale. Så da parret fik deres første barn i 2019, satte det samtidig skub i byggeriet. 

Og mens Mads var urokkelig i det ydre udtryk på huset, kom store dele af indretningen til at afspejle Nikoline. På nær ét værelse, hvor Mads gik all in. 

Et rødt og et hemmeligt rum

Efter han blev færdigudlært, havde Mads startet sin egen tømrervirksomhed, og i over et år passede han den i dagtimerne og byggede på palæet i eftermiddags- og aftentimerne.

Alt var planlagt ned til mindste detalje i det fuldstændig symmetriske hus, der endte på 500 kvadratmeter. Det udvendige kom før det indvendige, og det kunne ikke komme på tale at rykke på et vindue - heller ikke selvom det havde givet bedre mening for plantegningen.

Mads Rytter
Mads Rytter
Alle detaljer i huset var planlagt, inden byggeriet gik i gang.

Pladsen blev fordelt på seks kæmpeværelser for at undgå, at dele af huset ikke blev brugt, fortæller Mads.

Der blev da også plads til at lege lidt på de mange kvadratmeter. Og i køkkenet gik endnu en drengedrøm i opfyldelse. Under bordpladen fører en hemmelig trappe ned til husets kælder.

Se den hemmelige trappe til vinkælderen blive afsløret for mægleren i 'Sæt boligen på kortet'.

Trods den store fascination af hemmelige rum, så er det husets herreværelse, der har en særlig plads hos Mads. 

Her har han fået lov til at skeje ud og tage den ældre, herskabelige stil med indenfor.

_0587.MXF.03_52_13_02.Still001
Hvis det stod til Mads, havde husets rum haft forskellige farvetemaer, som det også tit ses i ældre huse.

Familien har dog også opdaget, at de 500 kvadratmeter skaber visse udfordringer.

- I starten ringede vi en del til hinanden, for man kunne godt blive væk. Det er for stort til, at man kan høre hinanden, hvis man kalder i den ene ende, siger Mads.

Med hjælp fra familie og venner kunne de efter 13 måneders intensivt arbejde bytte det lille anneks ud med det store palæ - syv år forud for den tidsplan, Mads lavede som 17-årig. 

Der gik dog ikke længe, før byggetrangen meldte sig hos ham igen.

Kan ende som Amalienborg

Den sidste af de mursten, som den nu 29-årige Mads har forestillet sig i så mange år, er for længst lagt. Og selvom det er blevet bedre, end han havde drømt om, bruger han ikke mange minutter på blot at sidde og nyde værket.

- Der var lidt en tom fornemmelse lige efter, vi var færdige, og der kunne jeg godt mærke, at jeg blev lidt rastløst. Så der gik ikke længe, før jeg tænkte: Nu bygger vi et nyt sommerhus, siger han.

Afsnit 1 - Palæet V04 nedklip.00_00_00_00.Still002
Mads købte grunden på 24 hektar til 1,1 million kroner. Nu vurderes den til 10 millioner.

Det betyder dog ikke, at Mads og familien har planer om at bytte palæet ud med et nyt boligprojekt. For han skal bæres derfra. 

Han håber, at børnene engang vil overtage det og bygge ekstra længer til huset, så de kan bo flere generationer. Ligesom det er tilfældet på Amalienborg.

- Jeg kunne ikke forestille mig nogensinde at sælge huset - det er mit drømmehus. Men jeg har heller ikke en følelse af, at jeg er helt færdig. Måske kommer der en sidebygning med pool eller orangeri, siger Mads.

I artiklen er det ikke afsløret, hvor i Østjylland Mads har bygget palæet, men du kan selv gætte med i boligprogrammet 'Sæt boligen på kortet'. Det kan ses gratis på TV 2 PLAY.