Østjyske politikere mødte ind til uhyggeligt syn: - Jeg er i chok
Flere østjyske folketingspolitikere oplever branden på Børsen på helt tæt hold.
16. april 2024 markerer ikke kun Dronningens fødselsdag. For mange har dagen fået en anden betydning, efter Børsen samme dag brød i flammer.
Og flammerne raserer stadig. Folketingspolitiker fra Danmarksdemokraterne Hans Kristian Skibby oplever branden på helt tæt hold.
I morges klokken 9.00 blev han og omkring 200 medarbejdere evakueret fra deres arbejdspladser i Provianthuset, der er en del af Christiansborg, som ligger lige ud til Børsen.
- Jeg var på vej over ridebanen ved Christiansborg, da jeg hørte, at der var brand. Kort efter kom der en helt masse udrykning, og vi fik at vide, at vi ikke kunne være i Provianthuset, siger Hans Kristian Skibby.
Derfor sidder han nu i et gruppeværelse på Christiansborg, hvor han fra vinduerne kan følge branden uden selv at være i fare.
- Det er meget tragisk. Det er så meget historie, der går tabt. Der er stadig en helt masse røg udenfor og en del nedfald af brandmateriale, siger Hans Kristian Skibby.
Så bekendt løbe med malerier
Nick Zimmermann fra Randers, der sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti, er også rystet over branden.
- Det er forfærdeligt. Det er jo 400 års kulturarv og historie, der lige nu står i flammer, så det er jeg da chokeret over at være vidne til, siger han.
Han fortæller, at han fik tilsendt billeder af røgskyer fra nogle medarbejdere allerede i morges, og da han mødte ind på Christiansborg, så han en bekendt fra Dansk Erhverv, der holder til i bygningen, komme løbende ind på Christiansborg med et maleri i hænderne.
- Det virker til at være gået enormt stærkt. Fra røgsky i morges til at alt lige nu står i flammer og virker ude af kontrol. Det er et frygteligt syn, siger Nick Zimmermann.
Er du østjyde og til stede ved Børsen?
TV2 Østjylland vil meget gerne i kontakt med østjyder, der måtte være tæt på slukningsarbejdet ved Børsen. Tip os her eller på tip@tv2oj.dk
For cirka en time siden mødte 60 soldater fra Livgarden ifølge Hans Kristian Skibby op i et forsøg på at redde historisk materiale ud fra Børsens over 400 år gamle lokaler.
- De har fået flere vigtige malerier ud, som nu står her på Christiansborg, men det er ikke muligt at komme derind igen. Det tror jeg simpelthen ikke, siger Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne.
Kobbertag på Børsen skulle udskiftes
Branden i Børsen sker, mens den historiske bygning er i gang med at blive restaureret, og derfor er pakket ind i stillads.
En proces, der startede i 2022, og som blev muliggjort af en række milliondonationer fra flere fonde og foreninger.
Her kan du blive klogere på restaureringen:
* Restaureringen begyndte i 2022 og var ventet afsluttet senest i 2029.
* Det var udelukkende udvendigt, at bygningen skulle restaureres, og arbejdet var centreret i tre hovedspor: udskiftning af bygningens kobbertag, udskiftning af facadens mursten og restaurering af bygningens omfattende sandstensudsmykninger.
* Det ikoniske spir med drager på skulle ikke restaureres. Tirsdag kollapsede det som følge af branden.
* Arkitektfirmaet Leif Hansen Arkitekter er hovedarkitekt på restaureringen.
* Restaureringen er finansieret af en donation på 40 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond samt donationer på 25 millioner hver fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Novo Nordisk Fonden og Realdania. Derudover har Salling Fondene bidraget med 10 millioner kroner.
Kilder: Realdania, Dansk Erhverv ifølge Ritzau
Så uhyggeligt orange lys
Østjyske Louise Brown fra Liberal Alliance hørte en alarm allerede klokken 07.40. I starten vidste hun ikke, hvor lyden kom fra, men da hun nærmede sig Christiansborg blev det tydeligt, at det var Børsen, der var i brand.
- Da jeg nåede Christiansborgs Slotsplads, kunne jeg se sort røg stige op fra Børsens tag. Jeg skulle til et møde klokken 8.00, og herfra var det uhyggeligt at se orange lys strømme ud fra vinduerne fra stilladset. Det er helt forfærdeligt, for det er jo et stykke vigtigt danmarkshistorie, vi nu mister, siger Louise Brown.
Folketinget holder åbent trods bekymrede politikere
Kort efter klokken ni blev to fløje på Christiansborg evakueret. Politikere, ansatte og journalister stimlede sammen uden for Proviantgården og L-bygningen på grund af branden.
Men enkelte folketingsmedlemmer mener, at det er et "dårligt signal", at Folketinget fortsat holder åbent. En af dem er Hans Krisitian Skibby, der senere på dagen skal være ordfører i Folketingssalen.
- Jeg er ordfører på flere politiske sager i dag. Jeg synes ikke, det er passende, når der foregår så stor og tragisk en brand lige uden for vores vinduer. De sager, kan sagtens vente til en anden dag, siger Hans Krisitian Skibby.
Folketingets formand, Søren Gade (V), kalder det imidlertid en nem beslutning at fortsætte det parlamentariske arbejde på Christiansborg, der ligger tæt på Børsen, hvor flammerne sender sort røg og sod op i luften.
- Det er en trist dag, hvor kulturarv er gået i brand. 400 års kulturhistorie er væk, og det gør ondt.
- Der er ingen anbefaling fra myndighederne om at lukke Folketinget. I min bog er det en meget alvorlig sag, og så længe der ikke er en anbefaling, så er det "business as usual" på Christiansborg, siger han til Ritzau.