Østjydernes bøn er blevet hørt: Her er der flere praktiserende læger på vej
Region Midtjylland udvider med 13 praktiserende læger i Østjylland.
Som østjyde kan du langt fra vælge og vrage mellem de praktiserende læger. Der er nemlig stor rift om lægerne til de mange borgere.
Men det vil Region Midtjylland nu forsøge at lave om på og har valgt at gøre plads til 13 nye praktiserende læger.
Læs også
- Det er vigtigt for borgerne, at de praktiserende læger kan følge med. Derfor åbner vi for, at flere læger kan åbne praksis i de områder, hvor flest flytter til, siger Else Søjmark (S), der er formand for regionens udvalg for Nære Sundhedstilbud.
De nye læger skal ud i områder, der er særligt pressede.
Østjylland er populær
Grunden til, at Region Midtjylland opruster med flere læger, er, at der er sket en stor stigning i tilflyttere, ligesom antallet af nyfødte også er steget.
Læs også
Det er altså nødvendigt at sætte flere læger ind til at tage hånd om de mange nye østjyder.
De 13 steder, der får en ny læge, er Odder, Silkeborg, Hedensted, Aarhus N, Aarhus V, Ry, Horsens, Brædstrup, Skanderborg, Hinnerup, Randers, Aarhus S og Hornslet-Skødstrup.
Hver af de 13 ekstra læger skal åbne for 1.600-2.700 borgere i det lokalområde, de bliver tilknyttet.
Lægemangel har været et stort problem
Tilbage i februar 2022 var 72 procent af de 237 lægepraksisser i de østjyske kommuner lukket for tilgang af nye patienter. Det viste tal fra Region Midtjylland, som TV2 ØSTJYLLAND dengang havde fået aktindsigt i.
Et problem som blandt andet Sarah Rosendahl, der flyttede fra Hovedgård til Gylling fik at mærke, fortalte hun til TV2 ØSTJYLLAND i februar.
I området, hvor Sarah Rosendahl flyttede til, var alle undtagen én lægepraksis lukket for tilgang, og den ene, der ikke var lukket, lå ti kilometer fra hjemmet i Odder. Hvis ikke hun valgte den, var alternativet en lægepraksis i den by, hun lige var flyttet fra. Godt 20 kilometer væk.
Læs også
Med Region Midtjyllands udvidelse af 13 ekstra praksiserende læger håber den at komme problemet til livs.
- Hvis der er behov for flere, så skal vi selvfølgelig sørge for, at vi får udbudt flere ydernumre, så vi sikrer en ordentlig lægedækning, siger Else Søjmark.