Nyt initiativ: Få trailer fyldt med udstyr mod ulveangreb
Hvis du har problemer med ulve, kan du få tilsendt en trailer fyldt med udstyr til ulveangreb.
Med foråret kommer der ikke kun mere sol og grønne træer - også ulven har en tendens til at komme frem i den danske natur.
Nu har Naturstyrelsen givet Landbo- og Fåreavlerforeninger i områder med ulve mulighed for at låne en trailer med udstyr til brug ved ulveangreb.
En af de fire trailere bliver placeret på Naturstyrelsens enhed ved Søhøjlandet.
Ifølge professor på institut for ecoscience ved Aarhus Universitet, Peter Sunde, er det nye initiativ en rigtig god ide.
- Når det sker, er chancen rigtig stor for, at ulven kommer tilbage igen. Og så kan man bruge det her som en udrykningsudsats, så det er en rigtig god ide at have, siger han.
Professoren mener, at det allerbedste dog er forebyggelse for at sikre sig, at ulven ikke kommer i første omgang.
- Den bedste beskyttelsen er forebyggelse ved at have ulvesikret-hegn. Men det er ikke alle steder, at det kan betale sig at sætte op, da chancen, for at en ulv kommer forbi, er meget lille, siger Per Sunde.
Ulv i Ry
Tirsdag kunne TV2 Østjylland fortælle om Trine Møller Nielsen, der mener, at hun så en ulv tæt på en vej.
Midt på vejen stod det, der efter hendes opfattelse, var en stor ulv.
- Det var en voksen hanulv med et hvidt gps-halsbånd. Det er jeg ikke i tvivl om, siger hun til TV2 Østjylland.
- Jeg har boet i Sverige og set massevis af ulve og mærket en masse vildt med gps-halsbånd, fortæller Trine Møller Nielsen, der også er jæger i fritiden.
Der blev også spottet en ulv i Vrads - tæt på Silkeborg.
Om det er den samme ulv, som Trine har set i Ry, vides ikke.
Videoen er filmet af Christian Løvstad Berntsen, da ulven løb forbi hans hus.