Lars Boje ekskluderet: Her er parternes modstridende påstande
Uenighederne mellem Lars Boje Mathiesen og Nye Borgerliges hovedbestyrelse fortsætter. Få overblikket her.
Østjyske Lars Boje Mathiesen er færdig som formand for Nye Borgerlige.
Det meldte partiets hovedbestyrelse ud torsdag aften, og Lars Boje Mathiesen bekræfter det selv fredag morgen.
Men herfra er parterne stort set uenige om alt, helt ned til hvornår og hvordan Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet.
Ifølge Jesper Hammer, der er organisatorisk næstformand i partiets hovedbestyrelse, fik Lars Boje Mathiesen at vide, at han var ekskluderet torsdag aften, kort før partiets medlemmer blev orienteret via mail klokken 23.20.
Lars Boje selv hævder dog, at han intet fik at vide og selv måtte læse sig til, at han ikke længere var formand i pressen fredag morgen.
- Jeg gik i seng som formand for et parti og er stået op til overskrifter om, at jeg nu er blevet smidt ud. Uden at være blevet informeret om det, skriver han på Facebook.
Og uenighederne mellem Lars Boje Mathiesen og Nye Borgerliges hovedbestyrelse fortsætter.
Her er et overblik med fem centrale påstande:
Ville have penge til kampagne
Hovedbestyrelsen hævder at:
Lars Boje Mathiesen har krævet at få overført cirka 350.000 kroner til sin egen private konto til en personlig brandingkampagne. En kampagne, som partiet ikke indgår i, og som ikke har en direkte relevans og sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige.Til det siger Lars Boje Mathiesen:
- Pengene skulle bruges til det koncept, jeg havde planlagt, som skulle have titlen “Boje på Borgen”.
Hvad sagde revisoren?
Hovedbestyrelsen hævder at:
Lars Boje Mathiesen er af den opfattelse, at midlerne på partiets interne konto er hans donationspenge og privat ejendom, hvilket klokkeklart er blevet afvist af vores revisionsfirma EY.Til det siger Lars Boje Mathiesen:
- Som alle kan se i mailen, jeg har lagt i kommentarsporet (på Facebook, red.), så får jeg netop et svar fra partiet om, at de har talt med revisionen, og at det godt kan lade sig gøre.
Truede med at træde tilbage
Hovedbestyrelsen hævder at:
Lars Boje Mathiesen har gjort det klart, at han øjeblikkeligt ville træde tilbage som formand for Nye Borgerlige og melde sig ud af vores parti, hvis ikke pengene blev overført senest fredag morgen.Denne påstand har Lars Boje Mathiesen ikke kommenteret på endnu.
Krævede formandshonorar
Hovedbestyrelsen hævder at:
Lars Boje Mathiesen har afkrævet Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget over 2,6 millioner kroner i alt i form af en fireårig uopsigelig kontrakt med et formandshonorar på 55.000 kroner om måneden inklusiv pension.- Hvad der driver Lars Boje Mathiesen, ved vi ikke, står der i mailen til partiets medlemmer.
Til det siger Lars Boje Mathiesen:
- Medlemmerne af Nye Borgerlige har valgt en familiefar, med to små børn som formand, der bor i Jylland. Jeg havde derfor i samarbejde med sekretariats chef lavet et udkast til en kontrakt med et formandsvederlag, så vi som familie herhjemme kunne få tingene til at hænge sammen, da min hustru jo sandsynligvis måtte tage orlov.
Skulle penge ind på virksomhedskonto?
Hovedbestyrelsen hævder at:
Lars Boje Mathiesen ville have udbetalt penge til sin virksomhedskonto frem for sin lønkonto for at spare penge i skat.Denne påstand har Lars Boje Mathiesen ikke kommenteret på endnu.