Lærere vil dele klasser op i to for at undgå smitte
Skoler med høj smitte skal dele elever mere op, så der er fysisk undervisning hver anden dag, mener formand.
Skolerne har brug for at kunne dele stamklasserne op i mindre grupper, når de vender tilbage til den fysiske undervisning onsdag den 5. januar.
Sådan lyder det fra Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening.
- Der er brug for at dele dem op i mindre grupper, så vi kan skabe noget rum og plads, og så vi mindsker risikoen for smitte i klasselokalet, siger han.
Læs også
- Der er lagt op til, at alle skal være i skole på fuldtid hele tiden. Det, mener jeg, simpelthen er for risikabelt de steder, hvor smitten er høj, siger han.
Fysisk underisning hver anden dag
Som det er nu, anbefales skolerne, at undervisningen foregår i stamklasser, skriver Børne- og Undervisningsministeriet.
Gordon Ørskov Madsen foreslår dog, at man deler stamklasserne op, og holdene skiftes til at gå i skole. Så kommer eleverne til fysisk undervisning hver anden dag.
- Det, der er vigtigt, er, at man kan være færre personer på skolen ad gangen.