- Kvindelige statuer i byrummet er vigtige for unge piger
Der er for få kvindelige statuer i Danmark, mener kulturministeren, som nu vil nedsætte et udvalg til at få flere.
Blot 31 ud af 321 statuer og buster i Danmark forestiller en kvinde.
Går man rundt i større byer som Aarhus, København og Odense, er der væsentligt større sandsynlighed for at møde eksempelvis en hest eller et fabeldyr støbt i bronze end en kvinde.
Det skal der laves om på, lød det torsdag fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), for det sender et helt forkert signal til de mange unge kvinder og drenge, der går rundt i vores samfund.
- Vores historie er fyldt med kvinder, der burde være støbt i bronze og have en fremtrædende plads i vores historie og også i vores byer. Men vi mangler dem, siger Jakob Engel-Schmidt til Ritzau.
- Flere kvindelige statuer vil rette op på den skævvridning, der har været af vores forståelse af danmarkshistorien, hvor kvinder desværre spiller en birolle, og mænd altid spiller hovedrollen.
Der skal derfor nedsættes et udvalg af eksperter, som skal kortlægge, hvilke centrale kvinder i dansk historie der skal opsættes statuer af.
- Et begavet og spændende træk
Kulturministeren kan endnu ikke sige noget om, hvor mange kvindelige statuer, han forventer der vil blive opstillet rundt omkring i byrummene.
Det er dog heller ikke afgørende, lyder det fra Pernille Taagaard Dinesen, der er direktør på KØN i Aarhus - tidligere kaldet Kvindemuseet.
- Det her handler om, at små piger og unge kvinder har brug for noget at spejle sig i, som giver næring til deres drømme, for ellers visner de, siger Pernille Taagaard Dinesen og kalder ministerens initiativ for et "begavet og spændende træk", der arbejder for den vigtige kamp for ligestilling mellem kønnene.
Hvorfor er det vigtigt?
- Jamen, nogen vil sikkert mene, at det ikke spiller nogen rolle overhovedet, hvad sådan nogle statuer eller buster forestiller, men man skal huske på, at de er lavet som et tegn på, at vedkommende har præsteret noget særligt i livet.
- De står jo på steder, hvor vi alle sammen færdes hele tiden, og alene af den grund er de vigtige. Det er helt kuk-kuk, at vi lever i en moderne verden, hvor vi med vores offentlige udsmykninger fortæller, at kun mænd fortjener at blive udødeliggjort i kraft af en statue, som jo er en honorering og et magtsymbol, siger Pernille Taagaard Dinesen.
- På den måde siger vi mellem linjerne, at kvinder har mindre værdi og ikke har gjort sig fortjent til den samme form for ophøjethed. Det kan godt være, mange ikke tænker over det, men i min optik er det en måde, hvorpå vi ekskluderer kvinderne fra kunsten.
Har du et bud på en kvinde, der bør have rejst en statue efter sig?
- Nej, det vil jeg heller ikke forholde mig til. Det må dem, der skal betale, finde ud af sammen med den kunstner, der skal lave værket. Jeg - og KØN - peger ikke på en konkret person men på "kvinden" i sig selv som noget, der bør hyldes, siger direktør Pernille Taagaard Dinesen.