Ekspert: Hold dig væk fra enlige sæler
Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at man giver sælerne ro i vinterferien og ikke stresser dem unødigt.
Vinterferien står for døren, og flere begiver sig snart ud i den danske natur. Det plejer de at kunne mærke hos Dyrenes Beskyttelse.
I vinterferierne modtager de nemlig op mod 50 procent flere opkald end i de omkringliggende uger fra bekymrede borger, der har set en enlig sæl på land.
Ifølge zoolog og projektleder ved Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen er det dog helt normal adfærd, at sæler begiver sig op land.
- Folk forbinder sæler med vand, men de tager sig nogle pauser i løbet af en dag, hvor de søger op på land for at hvile, siger han.
Læs også
Der er ifølge ornitolog Rolf Christensen rekordmange sæler på Grenen ved Skagen for tiden. Så der er noget at se på, når danskerne i vinterferien begiver sig ud i naturen.
- Onsdag observerede vi hele 26 gråsælunger, hvilket slår den tidligere rekord fra 2020 på 16 gråsælunger, meddeler han skriftligt til Ritzau.
Her er der sæler i Østjylland
I Østjylland er det især langs Djurslands kyster og på Anholt, at man kan en gang imellem kan se sæler.
Der er dog enkelte gange også set sæler inde i Gudenåen og nær flere andre kyststrækninger.
Kan klare sig selv
Ser man en enlig gråsælunge i naturen, er der heller ingen grund til bekymring. Ifølge Rolf Christensen er de nemlig mindst halvanden måned gamle på denne årstid, og derfor kan den klare sig selv.
Ikke alle reagerer dog ved at blive bekymrede, når de møder en enlig sæl på land.
Ifølge Michael Carlsen observerer Dyrenes Beskyttelse nogle gange, at folk kommer alt for tæt på sælerne.
Læs også
- Vi ser nogle turister meget gerne vil helt hen ved siden af sælen og have taget et billede med den, siger Michael Carlsen og fortsætter.
- Det er ikke anbefalelsesværdigt. Sælerne bliver stressede og flytter sig. Det betyder, at de forbrænder vigtig energi, og de må bruge ekstra tid på at finde mad.
I yderste konsekvens kan et møde med en sæl ikke kun have konsekvenser for sælen.
- Sæler er rovdyr, og de har et tandsæt som en meget stor hund, siger han.
Selv om sælerne kan være interessante at se på, anbefaler Michael Carlsen, at man holder sig på mindst 20 meters afstand af dem.