Drømte om jobbet i 18 år – nu passer Andreas de døde

Andreas Lyng Pedersen ser hver dag flere døde end levende, når han går på arbejde. Alligevel elsker han sit job.

I det såkaldte intervalrum ligger de døde i seks timer, og de bliver først kørt videre til kølerummet, når de viser klare dødstegn.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kun ganske få levende kommer indenfor. For bag de lukkede døre og adgang forbudt-skilte ligger ligene på række under hvide klæder.

En af de få levende i kapellet på Regionshospitalet Randers er 38-årige Andreas Lyng Pedersen. Det er hans job at tage imod og klargøre de afdøde. 

De pårørende kan have fundet dem på en ubehagelig måde
Andreas Lyng Pedersen, kapelassistent

Siden han begyndte i jobbet for et år siden, har han hver dag stået ansigt til ansigt med både den naturlige og den mere voldsomme død.

- Der er meget, der er grænseoverskridende. Når man første gang skal åbne en bodybag og ved, at vedkommende er i stærk forrådnelse, så har man instinktivt ikke lyst til at åbne den. Der kan være mider, larver og fluer, så det er mere levende, end det er dødt, siger han. 

Andreas' kone er pædagog, og til deres børn forklarer de hans job med, at mor passer på de levende, og far passer på de døde.

På kapellet modtager de døde fra hospitalet, og folk der er fundet døde i eget hjem og kan have ligget i længere tid. 

Det har rykket Andreas' grænser, men han er ikke skræmt væk.

- Vi ser mange ubehageligheder og meningsløs død, så man skal ikke bruge to dage på at finde ud af, om det er noget, man vil. Det er kun nogle, der kan, siger han.

Selvom det er de færreste, der er draget af jobbeskrivelsen, så var det en stilling, randrusianeren gik målrettet efter i 18 år.

Sagde nej til bedre løn

Nysgerrigheden blev vakt, da Andreas som 20-årig kørte med journaler og post på hospitalet og blev mødt af ingen adgang-skiltene ved kapellet. 

Få år efter fik han helt ekstraordinært lov til at følge kapelbetjenten Niels på en arbejdsdag, og han gik derfra helt rundtosset, men overbevist om, at det var det, han skulle. 

Fra den dag arbejdede han hen imod den eftertragtede stilling, der kun er omkring 25 af på landsplan. En uddannelse som serviceassistent, en række kurser og et job på en operationsstue kvalificerede ham, men på grund af sjælden udskiftning i kapelassistenter måtte han vente.

Med sine 14 års erfaring fra et operationsafsnit har Andreas ellers løbende haft mulighed for at gå andre og bedre lønnede veje. Men han har takket nej, hvis det ikke bragte ham tættere på et job i kapellet.

- Jeg har hele tiden haft for øje, at det var det her, jeg gerne ville. Det betyder også, at jeg har truffet nogle fravalg, siger han. 

Men en dag var det længeventede jobopslag der. Da Andreas fik opkaldet, var det som om, noget faldt på plads, fortæller han.

Der er ingen uddannelse til kapelassistent, og derfor har Andreas været i en form for mesterlære, siden han startede i jobbet sidste år. For udover det administrative arbejde med at registrere de omkring 850 døde om året, er der mange praktiske opgaver i kapellet.

Joggingtøj i kisten

Det er kapelassistenterne, der syer eventuelle sår og skader sammen, sætter plaster på, lægger bandager. Når der er brug for en obduktion, er det også dem, der åbner og lukker kroppen pænt af igen.

Andreas fortæller hellere for lidt end for meget om sit arbejde. Det er ikke underholdning til aftensmaden, som han siger.

Har afdøde en pacemaker, skal den fjernes, og er vedkommende hornhindedonor, tager de øjet ud. Det sker cirka 20 gange om året.

Til sidst bliver den afdøde vasket, friseret og klædt på i deres eget tøj, der kan være alt fra joggingtøj til det stiveste puds. Så er de klar til, at de pårørende kan tage afsked.

Og det er især her, Andreas finder mening i sit arbejde.

- De pårørende kan have fundet dem på en ubehagelig måde, men når vi har fået dem soigneret og ordnet, oplever vi ofte, at familien går herfra og er meget taknemlige, fordi de fik mulighed for at se afdøde under nogle fredfyldte forhold, siger Andreas.

Men det kan være hårdt at møde så mange tårer og sørgelige skæbner. Derfor er han også meget opmærksom på ikke at forholde sig for meget til det, han ser og oplever.

- Der er sorg, men det er ikke min sorg. Og det er ikke noget med at være kynisk, det handler om at være professionel i sit arbejde. Hvis jeg begynder at tænke for meget over, hvem det er, der ligger død, så risikerer jeg at komme ud, hvor jeg ikke kan bunde, siger han.

Det er hans job at skabe rammerne for en god afsked, ikke at sørge.

Før det praktiske arbejde med klargøringen kan begynde, skal kapelassistenterne dog være helt sikre på, at den døde rent faktisk er død. Det foregår i det såkaldte intervalrum.

Klokken ringede fra ligrummet

Inden den afdøde kommer videre til kølerummet, skal man netop være sikker på, at det var sidste åndedrag. Ingen forlader derfor intervalrummet, før der er gået seks timer, og der er sikre, sene dødstegn, som dødsstivhed, ligpletter eller forrådnelse, og en læge har erklæret personen død.

Da dødsstivheden holdt op med at være i kroppen på patienten, så faldt armen ned
Niels Kristian Jensen, kapelbetjent

Men indtil da skal det være muligt at få hjælp og komme ud af rummet. Det er et lovkrav, at stuen er forsynet med alarmsnore, og som i en anden gyserfilm lød klokken en dag over frokosten. Det fortæller Andreas' kollega, Niels, der har været på afdelingen i 19 år.

Der viste sig dog at være en naturlig forklaring. En serviceassistentelev, der havde været forbi med en afdød tidligere på dagen, havde lært på skolen, at alarmsnoren skulle fastgøres til patientens skjorteærme med en sikkerhedsnål.

- Problemet var bare, at da dødsstivheden holdt op med at være i kroppen på patienten, så faldt armen ned, siger Niels.

Indtil videre er det dog kun på film, at nogle af de døde rent faktisk er genopstået. Men døren er fortsat ulåst og lyset tændt hele døgnet.

En stærk kontrast til verden udenfor

For nogle kan det virke trist at omgive sig med så mange døde mennesker hver dag, men for Andreas er det noget af det mest livsbekræftende.

Det gør hverdagsproblemer til bagateller, når man møder folk, der har mistet deres søn eller datter, fortæller han.

- Jeg har set mennesker i elendighed før, men når jeg bliver mødt af de pårørende og deres sorg, så gør det også, at jeg privat reflekterer over livet, siger Andreas.

- Før kunne jeg godt finde på at udsætte nogle ting. Det kunne være en ferie eller en tur, men nu bliver jeg dagligt mindet om, at livet kun er til låns, og at man ikke ved, hvornår man kommer herfra.

Som kapelassistent arbejder man sammen med både bedemænd, politi og hospitalspersonale.

Kontrasten er stærk, når Andreas lukker døren til kapellet for at sætte sig på sin cykel og hente børn. Dét kan han godt lide.

Han ved da også allerede nu, at det er i kapellet, han har lyst til at bruge resten af sit arbejdsliv. Man kan kalde det en form for tradition, for hans forgænger var på afdelingen i 38 år, før han gik på pension, og Andreas' makker har indtil videre været der i 18 år.

- Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er glad for, at jeg fik jobbet. Det er det, jeg skal. Det kan jeg mærke, siger han.

Kom med ind i kapellet i første afsnit af serien 'På job med døden':

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her