DMI varsler lokale skybrud og torden
DMI varsler lokale skybrud og torden over store dele af Østjylland. I løbet af eftermiddagen vil bygerne dog aftage.
Torsdag morgen vil de fleste vågne op til en mere våd dag, end man har været vant til de foregående.
Læs også
Mange steder i det østjyske er der nemlig lige nu byger og enkelte steder også torden, og det billede forsætter op ad dagen, hvor DMI for det meste af Østjylland har en varsling ude om lokale skybrud og torden.
- Der er en tendens i løbet af dagen til, at der kan dannes byger. Nogle af dem vil være ret kraftige og kan risikere at ende i skybrud, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos DMI, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vær opmærksom
Skybruddene betyder, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter.
Der er dog fortsat en del usikkerhed om, hvor skybruddene vil ramme. I følge DMI's aktuelle varslingskort så er der størst sandsynlighed for, at Horsens og Silkeborg bliver ramt, da det er gule områder.
- Her kommer der med ret stor sandsynlighed skybrud. I de blå områder er det mere usikkert, men her skal man stadig være opmærksom, forklarer Lars Henriksen.
Derfor opfordrer DMI også til, at man lukker døre og vinduer, mens husejere bør tjekke at tagrender, nedløbsrør og afløbsriste er gearet til store vandmasser.
Derudover bør man passe på, hvis man pendler på arbejde med bil.
Solen vil titte frem
Der er dog gode chancer for, at vejret i løbet af dagen i perioder vil klare op, så vi også torsdag kommer til at mærke solens varme.
- Det bliver færre og færre byger, men dem, der kommer, kan blive kraftige, men i perioder vil der også komme sol igennem.
Bygerne skal ifølge Metrologen aftage i løbet af eftermiddagen.