DMI advarer: Risiko for voldsomt vejr
Markant fald i temperatur mandag bliver krydret med et DMI-varsel og skybrud for stor dele af Østjylland.
Varmebølgen er slut. I dag står den på et markant temperaturfald. Oven i hatten advarer DMI mod, at der kan komme skybrud i store dele af Jylland.
Specifikt gælder risikovurderingen på lokale skybrud og torden for Djursland, Samsø og Randers i det østjyske.
De seneste par dage har budt på høj solskin og høje temperaturer på mere end 25 grader. Men det ændrer sig nu, siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Bolette Brødsgaard tidligt mandag morgen til Ritzau.
Læs også
Slut med varmebølge
- Vi er i gang med at få afsluttet denne her varmebølge, som vi har haft over landet de sidste par dage. Det er faktisk begyndt i Jylland. Der regner det, og der er torden, siger hun.
Temperaturerne vil ligge på mellem 15 og 20 grader, og det markante temperaturfald er netop dét, som ifølge Bolette Brødsgaard kan give det voldsomme vejr.
Opholder man sig i den østlige del af landet, vil man til gengæld sandsynligvis få endnu en varm sommerdag med.
- Længere østpå kan vi stadig glæde os over varme og temperaturer op på mellem 25 og måske endda 30 grader. Så der er en markant forskel her i dag, siger Bolette Brødsgaard.
Tirsdag og onsdag bliver det mere stabilt med tørvejr og temperaturer mellem 18 og 22 grader i hele landet - og så bliver prognoserne usikre senere på ugen.
Læs også
- Det er dog ret tydeligt, at det ustadige vejr vender tilbage. Der vil nok komme nogle byger og måske også lidt varmere temperaturer, siger Bolette Brødsgaard.
Hvis du oplever voldsomt vejr og har et billede eller video, du gerne vil dele med os og dine medlæsere, så send endelig en mail til redaktion@tv2oj.dk.