Sådan bruger du et mundbind korrekt

Det er blandt andet vigtigt, at man ikke rører ved selve mundbindet og kun ved øre-elastikkerne.

00:29

I videoen kan du se en kort demonstration af, hvordan man bruger mundbindet. Nederst i artiklen kan du finde yderligere uddybning af håndteringen af mundbindet.

Opdateret

Siden denne artikel blev skrevet, er det blevet et krav, at man bruger mundbind i offentlig transport i Aarhus.

Lørdag den 1. august trådte Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger i kraft, der siger, at det kan være en god idé at bruge mundbind under myldretiden i den kollektive trafik. Og i kølvandet på den store stigning i smittetilfælde i Aarhus, bliver der nu indført krav om mundbind i al offentlig transport i Aarhus fra begyndelsen af næste uge.

Formålet er at forhindre smittespredning med coronavirus, men for at det kan lykkes, er det vigtigt, at man benytter mundbindet korrekt.

I videoen øverst kan du se en kort demonstration af, hvordan du bruger mundbindet. Nedenfor er Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

SÅDAN BRUGER DU ET MUNDBIND KORREKT

  1. Før: Vask hænder eller brug håndsprit

  2. Find forsiden. Det er som regel den farvede side

  3. Dæk næse og mund med mundbindet og fastgør det bag ørene

  4. Sørg for, at mundbindet sidder helt tæt til dit ansigt

  5. Rør ikke mundbindet under brug. Skift det ofte og altid, hvis det er vådt eller beskidt

  6. Når mundbindet skal af, skal du tage fat i elastikkerne og ikke røre selve mundbindet. Smid det ud med det samme

  7. Efter: Vask hænder eller brug håndsprit

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Efter brug skal mundbindet ifølge retningslinjerne smides ud med det samme, men hvis der ikke er en skraldespand i nærheden, så skal man sørge for at have en pose med sig, forklarer Birgitta Bonde, der er farmaceut på Viby Apotek.

- Og så lægger man den ned i posen, slår knude på den, og så må man tage den med sig hjem, siger hun og pointerer igen, at det er vigtigt at spritte hænderne af, og at man ikke skal røre ved selve mundbindet men kun ved øre-elastikkerne.