Chips tilbagekaldes: Kan være farlige
Et stof i nogle bestemte chips - solgt landet over - gør, at de tilbagekaldes.
Coop må tilbagekalde økologiske rodfrugtchips, da de indeholder et for højt indhold af stoffet akrylamid. Og det kan være farligt.
I hvert fald på lang sigt.
Det oplyser Fødevarestyrelsen.
- Det afgørende er, at forbrugerne ikke har et højt indtag af akrylamid igennem længere tid. Det er nemlig ikke det enkelte måltid, der er afgørende, men derimod indtag over længere tid.
- Forbrugerne vil derfor ikke opleve akutte symptomer, lyder det.
Akrylamid
Akrylamid er et stof, der kan dannes i fødevarer i forbindelse med varmebehandling over 120 grader.
Akrylamid kan skade nerver, arveanlæg og formeringsevnen. Men set i forhold til de små mængder af akrylamid, vi indtager fra kosten, så er det akrylamids evne til at forårsage kræft i både muse- og rotteforsøg, der giver anledning til den sundhedsmæssige bekymring.
De fleste befolkningsundersøgelser har ikke kunnet finde nogen sammenhæng mellem vores indtag af akrylamid og udvikling af kræft, mens enkelte undersøgelser har fundet en sammenhæng (kræft i livmoderen, æggestokke, bryster, nyrer og spiserør). Resultaterne er således ikke entydige. Et generelt problem med befolkningsundersøgelser er dog, at de har svært ved at måle mindre stigninger i hyppigheden af kræft.
Risikovurderingerne er derfor baseret på dyreforsøg, hvis resultater entydigt viser en uacceptabelt høj kræftrisiko for mennesker. De senest udførte dyreforsøg har samlet set øget den sundhedsmæssige bekymring for akrylamid i kosten.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Solgt i flere butikker
Der er helt præcist tale om Irmas hverdag økologiske rodfrugtchips solgt i Irma, Dagli'Brugsen, Kvickly, SuperBrugsen og på Coop.dk/mad.
De har stregkoden 7340191104341 og er bedst før den 8. april 2023.
- Vi råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det, oplyser Fødevarestyrelsen.