Stor stigning i lille kommune - borgmester aflyser rund fødselsdag

Odder har i den seneste uge været plaget af corona. Kommunen er sammen med Aarhus de værst ramte i Østjylland.

Borgmester Uffe Jensen ser med stor alvor på bekymringen i Odder Kommune

13 smittede borgere lyder ikke af meget, men når kommunen kun tæller 23.000 indbyggere, er det rigeligt til at havne i bordeaux-rødt hos Statens Serum Institut. 

Instituttet opdaterer hver dag sit kort over de værst ramte områder i landet, og i øjeblikket er Odder en af de kommuner, der stikker ud. 

Statens Serum Institut bruger det såkaldte incidenstal til at sammenligne kommunerne med hinanden. Her ligger Odder på et incidenstal på 57, markant over bekymringsgrænsen på 20. 

Odder gemmer sig under Aarhus på kortet fra Statens Serum Institut. Jo mere rød, jo højere er incidenstallet.

Tallet betyder, at der er 57 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Til sammenligning ligger Aarhus på et incidenstal på 104 med 362 smittede borgere i samme periode. 

Vendt på hovedet

Borgmester Uffe Jensen, Venstre, ser med stor alvor på det stigende antal smittede.

- Det er jeg selvfølgelig ked af og bekymret over. Det har været fantastisk indtil august, men siden da er det gået skidt, siger han. 

Læs også Rekordhøjt smittetal: Så mange nye er smittede i din kommune

IKKE unge!

Kommunen har fået oplyst, at der primært er tale om midaldrende borgere, der er blevet smittet. Der er også unge mennesker i blandt, men ikke i samme omfang som eksempelvis Aarhus, hvor de unge står for en markant andel. 

- Det virker som om, det er de midaldrende, der ikke er opmærksomme i øjeblikket. Vi har også yngre i blandt, men der er en tendens til, at det er folk i 40’erne, 50’erne og 60’erne, siger Uffe Jensen.

Læs også Højeste antal smittede i fem måneder

Aflyser egen fest

Han opfordrer alle i kommunen til at skrue ned for sociale arrangementer og huske på de almindelige råd fra Styrelsen for Patientsikkerhed om god håndhygiejne og afstand. 

Uffe Jensen har selv taget konsekvensen af de stigende smittetal i kommunen. Han har aflyst en stor herrefrokost, han skulle have afholdt i forbindelse med sin 60-års fødselsdag den 8. oktober, men den er nu udskudt til foråret. 

Læs også Aarhus og Odder er langt over kritisk grænse

Maner til ro 

Odder Kommune vil dog ikke indføre yderligere restriktioner på nuværende tidspunkt. 

- Man skal lige huske, at procenter hurtigt bliver store, fordi vi ikke er flere mennesker i vores kommune. Men det er for mange, og vi vil rigtig gerne have det ned, siger borgmester Uffe Jensen. 

Indtil videre har hverken børnehaver, vuggestuer, skoler eller plejehjem i Odder Kommune været ramt af coronasmitte i denne omgang. 

Borgmester Uffe Jensen