Havets mountainbike: Firedobbelt OL-deltager tørner ud for barndomsklubben til DM

Rosportens svar på mountainbike er lørdag blevet vist frem, da Odder Roklub har afholdt DM i såkaldt coastalroning.

DM i coastalroning er lørdag blevet afholdt ved Saksild Strand i Odder Kommune.

Her bliver roerne ikke budt på lukkede, vindstille søer, men i stedet masser af blæst og bølgeskvulp. Og det er faktisk netop noget af det, der kan trække roerne fra de normale discipliner ud på bølgen blå:

- Det er jo fedt, at vi faktisk kan ro kaproning på hjemmebane med den her coastaltype. Før den kom på banen, ville man aldrig være gået ud i et vejr som i dag, og det er bare skidesjovt at være ude i, siger Juliane Elander Rasmussen.

Hun har repræsenteret Danmark ved fire forskellige Olympiske Lege, og selvom hun i dag er blevet 42 år gammel, stillede hun lørdag op med den 23 år yngre Pi Goslar.

Det er især deres klub, Odder Roklub, der giver Juliane Elander Rasmussen lyst til at blive ved.

- Der har altid været et godt sammenhold i klubben, og lige siden jeg startede som juniorroer, var der stor opbakning til det, jeg lavede. Så jeg har også tænkt, at jeg nu har mulighed for at give lidt tilbage, og det er fedt at kunne, siger Juliane Elander Rasmussen

Minder om sejlsport

Coastalroning er ikke lineært løb som meget anden roning, men minder stedet om matchracesejladser, hvor man skal runde forskellige vendepunkter. Til sidst ror man direkte mod stranden og sprinter i mål.

Lørdagens vejr gjorde coastalroningen yderst krævende med masser og vind og bølger, der har presset deltagerne. Men forholdene er med til at gøre det sjovt, lyder det fra makkerparret Elander og Goslar.

- Jeg synes, det var megasjovt med alle bølgerne, og det havde nok været lidt mindre sjovt, hvis der var helt fladt vand, siger 19-årige Pi Goslar.

- Og når der er høj sol, gør det ikke noget, at der kommer en skylle ind over, og man er gennemblødt, inden kommer over startlinjen - det er bare fornøjeligt, tilføjer Juliane Elander Rasmussen.

Duoen blev nummer fem ved dagens DM, der blevet vundet af et par fra Danske Studenters Roklub.

- Vi har nogle dygtige folk

Det er ikke mange mesterskaber, der afholdes i Odder Kommune, og derfor glæder det viceborgmester Lone Jakobi (S), at man denne weekend kan opleve nogle af landets bedste roere.

- Det er rigtig dejligt, at der er en sportsgren, der er supergodt egnet til det farvand, vi har heromkring. Det skaber jo oplevelser for alle os, der bor her eller er på besøg, siger Lone Jakobi.

Mesterskabet er resultatet af stærkt, lokalt arbejde i roklubben, mener hun:

- Vi har ikke så store og flotte forhold, som man vil se i mange andre klubber, vi har bare nogle dygtige folk, som vil noget med sporten og fællesskabet.