Død murer eller hilsen til fremtiden? Sammenstyrtet mur gemte på flaskepost

Da stormen Malik fik en gavl til at styrte sammen i Odder, dukkede en hilsen fra fortiden op i murens hulrum.

En hilsen fra fortiden dukkede op i sidste weekend, da stormen Malik rasede i Danmark.

Her styrtede en gavl ned i Odder, og hvad ingen vidste var, at der i et hulrum i muren var gemt en ølflaske med en lille hilsen.

Ølflasken har stået i muren siden 1934, fremgår det af sedlen.
Ølflasken har stået i muren siden 1934, fremgår det af sedlen.

Så vidt TV2 ØSTJYLLAND har kunnet tyde beskeden, er det en hilsen fra det murersjak, der i 1934 var med til at bygge huset.

Ingen død murer

Flere har ellers spekuleret i, om der skulle være tale om en såkaldt død murer. Sådan nogle ved Niels Meyer, arkitekt og bygningschef i den Gamle By, noget om.

- En død murer var en sanktion, som en murer kunne finde på at lave mod en nærig bygherre. For eksempel snød dem for et rejsegilde eller ikke betalte dem godt nok. Så kunne man for eksempel hænge en dukke i hvidt tøj, der lignede en murer, op i stilladset til skræk og advarsel og på den måde skræmme bygherren lidt, siger Niels Meyer, og fortsætter:

- Man kunne også mure en tom flaske inde i skorstenen, så trækket i skorstenen fik den til at hyle, og det var jo til stor irritation for den nærige bygherre, forklarer bygningschefen.

Den håndskrevne seddel indeholder en hilsen fra murersjakket, der i 1934 murede gavlen.
Den håndskrevne seddel indeholder en hilsen fra murersjakket, der i 1934 murede gavlen.

Han er dog overbevist om, at der ikke er tale om en død murer i Odder, men om en hyggelig hilsen fra fortiden til fremtiden.

- Det er jo en flaske, og den sidder i murværket, men den ser ud til at være inde i en hulmur på en binder, og så har der stået en murer der og sagt ”skål, jeg sender lige en hilsen til fremtiden”, og så satte han flasken der og murede den inde, vurderer Niels Meyer.

Flasken stod tilbage, efter at gavlen på bygningen styrede sammen sidste weekend.
Flasken stod tilbage, efter at gavlen på bygningen styrede sammen sidste weekend. Foto: Odder Kommune

TV2 ØSTJYLLAND har studeret sedlen, hvor det ser ud til, at der står følgende:

"Gavlen er opført af de murersvende Børge Postgaard, Georg Kastrup Jensen og arbejdsmand Peter Jørgensen."

Gavlen i Odder styrtede sammen under sidste weekends storm.
Gavlen i Odder styrtede sammen under sidste weekends storm.

Hilsner gemt i gamle bygninger er i øvrigt et fænomen, de ind imellem støder på i Den Gamle By, når bygninger bliver pillet ned og flyttet til museumsgrunden i Aarhus.

Niels Meyer er bygningschef i Den Gamle By i Aarhus.
Niels Meyer er bygningschef i Den Gamle By i Aarhus.