Comeback: Heidi vinder DM mindre et år efter sin datters fødsel
Mindre end et år efter sin datters fødsel sikrede Heidi Thranum sig i weekenden DM-titlen cross triathlon.
Heidi Thranum er glad og stolt, da TV2 ØSTJYLLAND mandag taler med hende efter hendes flotte DM-titel i weekenden.
Hun kan nu kalde sig Danmarks bedste kvinde i disciplinen cross triathlon på sprintdistancen. Det indeholder ligesom normal triatlon svømning, cykling og løb, men i cross triathlon foregår cykling dog på en mountainbike i skoven og løbet på kuperede ruter.
Heidi Thranum trænede tidligere den normale triatlon, men blev fanget af mountainbiking og rettede sit fokus over mod crosstriathlon.
- Der er ikke så mange, der kender til det, men det er en fed sportsgren, hvor man ikke har lige så meget fokus på tider som i det almindelige triatlon. For du kan simpelthen ikke sammenligne et stævne med et andet. Det handler bare om at kigge på, hvem du konkurrerer imod, og så bare give den gas, siger Heidi Thranum grinende.
Den 34-årige tidligere svømmer bragte sig i weekendens DM-løb i spids fra start og endte med at føre hele vejen til målstregen.
- Jeg er tidligere konkurrencesvømmer, så jeg er vant til at komme først op af vandet. Så plejer jeg at vente på, at de andre overhaler mig på mountainbiken, men det skete heldigvis ikke, fortæller hun.
Comeback efter fødsel
For bare et år siden var det dog noget helt andet, der fyldte. Der var hun nemlig meget tæt på at skulle føde sin og sin mands første barn, datteren Naja.
Under graviditeten forsøgte hun at holde sig i gang, og da datteren blev født, skaffede de et løbebånd, så hun kunne træne sig op under barslen. Og det kulminerede altså lørdag med en flot guldmedalje.
Eller som Heidi Thranum selv siger det:
- Nu er jeg så småt på vej til at være i gang igen.
Læs også
Datteren Naja har taget noget fokus væk fra træningen, men kommer ikke til at stoppe Heidi Thranum eller hendes mand, Simon, der selv er en dygtig triatlet.
- Det er klart, at det bliver ikke til lige så meget træning som tidligere på grund vores datter - hun har jo førsteprioritet. Men vi elsker begge to at dyrke sport og har hende med ude i baby-joggeren.
- Jeg har også lige fået saddel, så hun kan sidde foran mig på mountainbiken. Selvfølgelig ikke på de vilde ture, men hun kan være med ude i skoven, siger hun.
I weekenden var det dog uden mand og barn på ruten, da Heidi Thranum distancerede alle konkurrenterne.
- Jeg kunne bare godt tænke mig at komme ud og ræse igen, det er sgu det fedeste. Jeg nyder det bare, og det er også halvdelen af at gøre det godt - at man har det sjovt, mens man er i gang. Jeg havde hele familien med derude, og det var bare en god dag, fortæller hun.
Nye mål
Med det flotte resultat i bagagen er Heidi Thranum nu igang med at sætte mål for fremtidige konkurrencer.
Første udfordring bliver et halvmaraton i København om nogle uger.
- Der er mit mål at gennemføre på under en time og 30 minutter. Det har været mit mål, lige siden jeg fødte. Jeg er jo ikke decideret løber, men jeg glæder mig til det, siger Heidi Thranum.
I 2022 vil hun gerne deltage i VM i cross triathlon på Hawaii, hvor hun også tidligere har konkurreret med verdens bedste.
- Men helt klart fokus på masser af træning og på at have det sjovt undervejs.
Til daglig er Heidi Thranum er bygningsingeniør og arbejder med at lede arbejdet, når større byggerier skal gennemføres til punkt og prikke.