Bommert fældede to unge drenge

Beder Skole fik smadret tre ovenlysvinduer mandag aften. Pedellen fældede to unge drenge, da den ene havde efterladt et særligt bevismateriale.

Tirsdag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Beder Skole, hvor pedellen havde konstateret, at nogen i løbet af mandag aften havde knust tre ovenlysvinduer i skolens tag.

Skolens pedel havde dog fundet det afgørende bevismateriale, der lå ved siden af de knuste vinduer – En tegnebog.

Østjyllands Politi sendte en patrulje til stedet, og de fandt hurtigt frem til, at tegnebogen tilhørte en 13-årig dreng, som patruljen med det samme besøgte.

Den 13-årige dreng havde haft en 14-årig kammerat overnattende, og de benægtede, at de stod bag de knuste ruder.

- Drengene fortalte betjentene i døren, at det er rigtig, de var ude mandag aften, men de kendte ikke noget til de knuste ruder, fortæller Janni Lyndager fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Men da patruljen viste dem tegnebogen med ID på den 13-årige dreng, føjede de sig.

Den 14-åriges mor og en repræsentant fra kommunens børne- og ungeafdeling blev tilkaldt til afhøring af de to mindreårige drenge.

De aftalte, at drengene og forældrene selv ville rette henvendelse til skolen og indgå en aftale om erstatning.