AGF slår Odder i testkamp
Jeppe Kjær-scoring sikrer AGF sejr
Fredag aften vandt AGF med 1-0 over Odder IGF i en træningskamp.
AGF spiller til daglig i landets næstbedste række, mens Odder IGF holder til i 2. division Vest.
Men forud for den kommende halvsæson havde de to hold sat hinanden i stævne, og det slap aarhusianerne bedst fra.
AGFs Jeppe Kjær stod for kampens enlige mål, som han scorede midt i første halvleg.
Her blev den hurtige angriber spillet fri af Mate Vatsadze, og han kunne sende bolden i mål til 1-0.
AGF-træner Morten Wieghorst udskiftede - som planlagt - det meste af holdet i pausen, men i anden halvleg lykkedes det ikke for AGF-spillerne at score yderligere. Dermed sluttede det med en sejr på 1-0 til forhåndsfavoritterne fra AGF.
Det var AGFs anden træningskamp forud for foråret i NordicBet Ligaen, hvor holdet jagter oprykning til Superligaen.
I sidste uge spillede aarhusianerne 3-3 mod de forsvarende danske mestre fra AaB i en testkamp.
Odder IGF ligger på sjettepladsen i 2. division Vest med 11 point op til Marienlyst på førstepladsen. Holdet møder på hjemmebane Varde i den første officielle kamp i foråret. Den kam spilles den 28. marts i Odder.