Ældre kan klare sig selv
Projekt "Aktiv Hverdag" er en succes
Den 1. marts satte Odder Kommune gang i projekt "Aktiv Hverdag" med det formål at gøre flere borgere helt eller delvist selvhjulpne. Allerede efter det første halve år kan det konstateres, at flere borgere end forventet bliver selvhjulpne, eller får mindre hjælp.
Det er et af målene for projektet, at halvdelen af de visiterede borgere skal kunne klare sig selv efter at have gennemgået et træningsforløb.
Erfaringen fra de første seks måneder er, at mindst 55 pct. klarer sig selv, mens 21 pct. får mindre hjemmehjælp end tidligere.
- Det har været en spændende opgave at møde borgere, der hidtil har været passive modtagere af hjælp, og som i dag kan klare sig selv, siger lederen af kommunens rehabiliteringsteam, Birgitte F. Kure.
En af dem er 83-årige Anna Rasmussen. Hun har de seneste to år haft fast hjemmehjælp til rengøring, men efter at have deltaget i "Aktiv Hverdag" klarer hun nu selv både gulvvask og støvsugning.
- Jeg ville nok helst have beholdt min hjemmehjælp, men jeg accepterer, at det nu er anderledes. Men jeg er også glad for, at jeg kan klare mig selv. Det var ikke så meget, der skulle til, fx har jeg købt en gulvspand, hvor jeg selv kan vride gulvskrubben uden at bøje mig ned, siger hun.
Siden 1. marts har 86 borgere deltaget i projektet.