Tusindvis af hestekræfter samler penge ind til lokal legeplads
Se på motorcykler og gamle biler, mens du spiser is til fordel for lokalområdets mange frivillige aktiviteter
Hvordan skal vi samle penge ind til den lokale legeplads og vores forsamlingshus? Jo, vi inviterer folk til at vise deres flotte gamle biler og motorcykler, og imens gufler de masser af is og pølser, hvor overskuddet går videre til formålet.
Sådan lyder konceptet for Hevring Bike/Car Meet, som finder sted i aften på Djursland.
- Sidste torsdag var første samling i år, og vi havde en fantastisk aften, selvom vinden var lidt kold, lyder det fra Betina Skeel Jacobsen, der er medarrangør.
Vokset sig stort på få år
Det første torsdagstræf fandt sted i 2013, og siden har arrangementet grebet om sig.
- Når vejret er med os, så kommer der mellem 200-300 mennesker, og det er blevet til en slags turistattraktion for vores landsby, siger Betina Skeel Jakobsen, der håber, at aftenens vejr ikke bliver så slemt, som vejrguderne har lovet.
Læs også
I løbet af sommeren får træffet også besøg af det lokale brandvæsen, som kommer og viser brandbilerne frem. Det plejer at trække en del ekstra børn til.
Overskud går tilbage til landsbyens aktiviteter
Folkene bag træffet er alle frivillige, og overskuddet går tilbage til byens mange frivillige aktiviteter.
Det er eksempelvis skolegrunden, hvor Gl. Hevring Skole lå. Bygningerne stod tomme og nedslidte, indtil Norddjurs Kommune opkøbte dem og rev dem ned i 2012.
Folk i Hevring var hurtige til at tage den nye grund til sig, og beboerforeningen har nu etableret en multibane og et stort græsareal, som kan bruges til forskellige aktiviteter til gavn for byens borgere og besøgende.
Overskuddet bliver også brugt til at vedligeholde den lokale legeplads og det areal, hvor træffet finder sted.
- Nu har vi en dejlig legeplads til stor fornøjelse for byens børn og turister og en multibane på skolegrunden i stedet for en tom forlagt bygning, siger Betina Skeel Jakobsen og slutter:
- Det er fantastisk, at vi frivillige kan være med til skabe noget her, som er blevet attraktivt for folk at besøge.
Bike/Car Meet i Hevring finder sted i aften fra klokken 18-21 og de næste torsdage til og med d. 30. august.