Gemte veteranbiler fundet efter næsten 30 år
Campen Auktioner i Randers har hentet 26 veteranbiler hjem fra en gammel lade på Sjælland
I begyndelsen af oktober modtog auktionshuset Campen Auktioner i Randers et opkald fra en advokat i Slagelse. Han stod nemlig med lidt af et specielt fund i forbindelse med et dødsbo.
I en lade stod 26 veteranbiler fra 1920'erne, 30'erne, 40'erne og et par enkelte fra 1950'erne.
Ejeren, som nu er død, købte sin første bil, da han var 17, og så begyndte han ellers at samle på dem. Hans drøm var efter sigende at åbne et bilmuseum, men på et tidspunkt kunne der ikke være flere biler i laden, og han låste porten.
Familien vidste ikke, hvad der gemte sig bag den låste port. Men nu er ladeporten efter cirka 30 år igen blevet åbnet.
I laden stod de hengemte biler så tæt, at de næsten var klistret sammen.
- Det var lidt af et arbejde at få dem frem, og i alt arbejde 20 medarbejdere på stedet, fortæller Annette Kjær fra Campen Auktioner til tv2oj.dk.
Det helt rigtige tidspunkt
I samlingen findes blandt andet en gammel Fort T fra 1926, som er vurderet til omkring 70.000 kroner.
- Det er det helt rigtig tidspunkt. Interessen for veteranbiler er kun stigende, og priserne kan kun gå en vej, for der er ikke ret mange på markedet, siger Annette Campen.
- Der er en helt ny trend lige nu, hvor de helt unge fra hipsterkulturen kører rundt i helt gamle biler, fortsætter hun.
Bilerne kommer under hammeren tirsdag 3. november, men allerede nu kan man se dem og byde på dem her: Campen Auktioner.
Øverst på siden kan billeder af bilerne, og herunder kan du se en video fra, da ladeporten blev åbnet.