To næsten identiske brande på få dage - tilfældigt, siger politi
En brand har fredag eftermiddag raseret i en lejlighed på Åkrogen i Grenaa - næsten præcis fire døgn efter en lignende brand i en nabolejlighed.
Brand & Sikkerhed rykkede fredag eftermiddag ud til en brand på Åkrogen i Grenaa.
- Vi får at vide, at der er ild i en seng. Da vi kommer derud, går vi i gang med at evakuere, fortæller operationschef Johnny Damgaard.
Selve branden var ifølge operationschefen forholdsvis lille, og man kunne nøjes med at smide sengen ud og ventilere, så undrede man sig alligevel en smule hos brandvæsenet.
- Det er lidt pudsigt, at vi for få dage siden var ude næsten samme sted til en brand i en seng i en lejlighed, siger Johnny Damgaard.
Ingen umiddelbar sammenhæng
Mandag var brandvæsenet nemlig også på Åkrogen til en brand i en seng.
Hos Østjyllands Politi har man også registreret, at der har været to næsten identiske brande med fire døgns mellem i samme nabolag - dog ikke i præcis samme lejlighed.
- Det er rigtigt nok, at vi også har været derude i dag, men umiddelbart er der ikke nogen sammenhæng mellem de to brande, siger kommunikationsmedarbejder Emil Enemark Sørensen.
Selvom der ifølge politiet ikke umiddelbart er nogen sammenhæng, kigger man nærmere på episoderne.
- Vi skal nu undersøge, hvad der er foregået, men der er altså ikke noget, der tyder på en sammenhæng, siger Emil Enemark Sørensen.
Meldingen om fredagens brand kom klokken 12.38, mens det mandag var klokken 13.34.