Storkene er landet
Håber de store fugle bliver i området
Jagten på gode billeder af storken er gået ind i Østjylland - og der er gode muligheder for pletskud.
Ved Kærby øst for Kolind har fotograf Flemming Højer fra Kolind filmet et storkepar på jagt efter orm i plovfuren efter en traktor.
- Det var en fantastisk oplevelse, især fordi de var så tæt på, omkring 20 meter. Normalt går dyrene væk fra mig, men de her kom tættere og tættere på, siger flemming Højer til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Storkene var beskidte
Han vurderer ud fra den kraftige røde farve på næbbene, at der er tale om voksne storke og mener, at der er tale om en han og en hun.
- De var meget beskidte og rodede i jorden efter orm. Der var ingen ringmærker, så det var vilde unge storke, vurderer fotografen, som er jæger.
Normalt er storke kun på kort visit på Djursland, men denne gang har de været så længe i området, at der er håb om at de slår sig ned. Norddjurs Kommune har i år opsat fem storkereder ved udvalgte vandhuller, hvor storken tidligere er set.