Kattegatcentret vil opfinde 'den nye haj'
Væksten skal fortsætte hos Kattegatcentret, men det kræver nye ideer
For andet år i træk har Kattegatcentret oplevet vækst i antallet af besøgende, men hvis den udvikling skal fortsætte kræver det nytænkning i bassinerne. Det indrømmer direktør for Kattegatcentret, Bjarne Klausen.
- Vi skal lave noget i vores center, som kan blive 'den nye haj'. Hajerne har jo båret Kattegatcentret i alle årene, men nu skal vi finde på noget nyt, som kan give samme bølgeskvulp, siger Bjarne Klausen til tv2oj.dk.
Kattegatcentret vækster for andet år i træk
Han peger på, at man ikke som akvarium har de bedste forudsætninger for at komme med årets store nyhed i attraktionsbranchen.
- Vi kan jo ikke bare komme med en Dronninge kejserfisk i stedet for en fransk kejserfisk og tro, at det giver flere gæster. Derfor forsøger vi at ændre vores attraktion og finde det helt store trækplaster, siger Bjarne Klausen.
Mere kontakt med dyrene
Men det er svært, for både delfiner og hvaler er for dyre og besværlige, men alligevel er der da lidt på tegnebrættet.
- Gæsterne skal have mere interageren med vores dyr. Et element i planen er, at der skal være flere bassiner, hvor gæsterne bliver våde, siger Bjarne Klausen.
Kattegatcentret havde 138.072 gæster i 2015.