Hårdt prøvet kommune fyrer endnu flere lærere

I sommeren 2019 blev 45 stillinger i skolevæsenet nedlagt i Norddjurs. Nu varsler kommunen et farvel til endnu flere.

01:29

Udsigten til endnu færre lærere i Norddjurs Kommune vækker bekymring i den lokale lærerforening.

Fremtidsudsigterne er barske i Norddjurs Kommune. I hvert fald hvis man spørger Djurs Lærerforening. 

Her råber man nu vagt i gevær, efter at Norddjurs Kommune har varslet, at lærerstaben i kommunen skal beskæres med 16 stillinger. 

Læs også Skolelærere er for dårlige - og det kan smitte af på børnene

- Vi er bange for, at undervisningen bliver dårlig og at lærerne går ned på det her. Men i endnu højere grad er vi bekymrede for, om den undervisning, vi kan levere til eleverne, er god nok, siger Niels Kristian Bech Jensen, der er næstformand i Djurs Lærerforening.

Brev til forældre

Nedskæringerne kommer efter, at kommunen sidste sommer nedlagde 45 stillinger i skolevæsenet. 

- Det er andet år i træk. Og det presser lærerne, de løber så hurtigt, som de kan og næste år skal de løbe endnu hurtigere, fordi der skal være 16 lærere færre, lyder det fra Niels Kristian Bech Jensen. 

Læs også Dom: Lærer havde samleje og oralsex med to elever

I et åbent brev til kommunens forældre, beder han dem om at hjælpe til med at presse kommunen. For en endnu mindre lærerstab vil gå hårdt ud over undervisningskvaliteten, mener han. 

- På sigt kan man stå med børn i Norddjurs kommune, som risikerer ikke at kunne komme videre med det, de gerne vil lave, siger næstformanden. 

Færre børn

I Norddjurs Kommune kan man godt forstå, hvorfor Lærerforeningen reagerer. 

- Det er voldsomt at blive afskediget og det er det især for den det drejer sig om, men også for hele skolen, siger Mads Nicolajsen, der sidder i byrådet for SF. 

Læs også Skolebestyrelse i Norddjurs: - Der skal flere skolelukninger til

Forklaringen på nedskæringerne på skoleområdet er dog simpel, lyder det. 

- Det er, fordi børnetallet falder, siger han.