Først lukkede skolen – nu står børnehaven og vuggestuen for skud

Blot to år efter Mølleskolen i Ålsø lukkede, må Børnehuset Solstrålen også låse døren for sidste gang, hvis det står til formanden for børne- og ungeudvalget.

Først lukkede politikerne byens skole, og nu vil de også lukke vuggestuen og børnehaven. I hvert fald hvis det står til formanden for børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs kommune, Mads Nikolajsen (SF).

quote Når forældrene flytter deres børn til andre institutioner, må vi med blødende hjerte se, at der ikke er kvalitet i at have en børnehave der.

Mads Nikolajsen, formand for børne- og ungeudvalget, Norddjurs kommune

Den omtalte daginstitution er Børnehuset Solstrålen ved Ålsø syd for Grenaa. Den 1. oktober er det slut med at få passet børn i Solstrålen, hvis altså udvalgsformanden og forvaltningen får opbakning til den indstilling, der skal behandles på børne- og ungeudvalgets møde torsdag den 26. august.

Den lille børneinstitution har hen over sommeren oplevet, at de fleste forældre har taget deres børn ud af Solstrålen for at flytte dem til andre institutioner i området - både i Norddjurs Kommune, men også syd for kommunegrænsen i Syddjurs Kommune.

Hvor der den 1. juli var indskrevet 12 børn i Solstrålen, er der blot indskrevet to børn, når august bliver til september.

- Når forældrene flytter deres børn til andre institutioner, må vi med blødende hjerte se, at der ikke er kvalitet i at have en børnehave der, siger Mads Nikolajsen til TV2 Østjylland.

Først skolen, nu børnehaven

Den truende lukning kommer i slipstrømmen af, at byens skole, Mølleskolen, i 2019 måtte dreje nøglen om.

Ifølge kommunen har daginstitutionen, som ligger på samme adresse, siden oplevet ”et gradvist fald i børnetallet”, som der står i beslutningsforslaget.

Heraf fremgår det også, at der i foråret 2021 blev udarbejdet en handlingsplan, som skulle ”styrke daginstitutionen som en land- og pendlerdaginstitution”. Der blev også nedsat en arbejdsgruppe med forældrerepræsentanter og repræsentanter fra medarbejderne, som sammen med ledelsen af dagtilbudsområdet skulle forsøge at få friske vinde til at blæse omkring daginstitutionen.

Blandt andet skiftede institutionen navn fra Møllehaven til Solstrålen, ligesom arbejdsgruppen forsøgte at brande institutionen som ”en lille institution med en tæt forankring til lokalområdet, tæt på land, skov og vand,” fremgår det.

Alligevel aftog vinden, og det i en sådan grad at flere forældre hen over sommeren har trukket deres børn ud for at flytte dem til andre institutioner i Nord- og Syddjurs kommuner.

Formand: Ærgerligt, men også nødvendigt

Formanden for børne- og ungeudvalget mener ikke, det var at stikke forældrene blår i øjnene, da arbejdsgruppen blev nedsat i samme kalenderår, som Solstrålen ser ud til at måtte lade livet.

quote Det er lige så ærgerligt, og det er lige så trist, som det er nødvendigt.

Mads Nikolajsen, formand for børne- og ungeudvalget, Norddjurs kommune

- Nej, for det var, inden det så sådan ud. Vi er rigtig glade for, at de har prøvet, men de har så også været i kapløb med tiden, for det har vist sig, at forældrene alligevel har skrevet deres børn ud af institutionen. Det har de særligt gjort her i sommer. Og så kan vi ikke finde grund til at holde institutionen åben.

Formanden anerkender, at det ville være ideelt med både skole og børnehave i byen, men han er klar til at drage konsekvensen af den lave tilslutning til institutionen.

- Det ville være langt bedre for lokalsamfundet, hvis der var en børnehave og skole i byen, men når nu situationen er, at der ikke er børn til institutionen, må vi tage konsekvensen. Det er lige så ærgerligt, og det er lige så trist, som det er nødvendigt.

Ærgerligt, men også nødvendigt, siger børne- og ungeudvalgets formand i Norddjurs kommune, Mads Nikolajsen (SF), om indstillingen til at lukke Børnehuset Solstrålen.
Ærgerligt, men også nødvendigt, siger børne- og ungeudvalgets formand i Norddjurs kommune, Mads Nikolajsen (SF), om indstillingen til at lukke Børnehuset Solstrålen.

Børnechefen siger ja til lukning

Også skole og dagtilbudschef i Norddjurs kommune, Lene Thomsen, er klar til at lukke Solstrålen.

- Arbejdsgruppen har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring institutionen, og det er ikke rigtig lykkedes. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en del af personalet derude også gerne ville over i noget mere stabilt, og det er klart, når personalet rører på sig, reagerer forældrene også, siger Lene Thomsen.

Med så få børn tilbage i institutionen som nu vil det heller ikke være rimeligt over for hverken børn eller skatteydere at holde liv i Solstrålen, mener hun.

Gruppen bliver så lille, at det bliver sårbart for børnene at finde nogen at lege med. Et barn på fire år, der kun har et vuggestuebarn at lege med, går jo ikke.

- Og så er det også ud fra en driftsmæssig betragtning. Man skal også bruge pengene fornuftigt. Det vil snart være uordentligt, hvis vi ikke handler nu, siger Lene Thomsen, som dog understreger, at det er politikerne, der skal afgøre sagen på torsdag.