Endnu flere kan nu komme til turist-ø: - Det er utroligt vigtigt

Efter en større del af Danmark er genåbnet, kan færgen mellem Grenaa og Anholt nu have endnu flere passagerer med. Det skaber glæde hos flere beboere.

Hver sommer tager masser af turister til Anholt. Foto: Norddjurs Kommune

De seneste uger har færgen mellem Grenaa og Anholt af flere omgange hævet antallet af passagerer, der må komme med færgen. Nu er der plads til 194 passagerer, og man er altså tæt på færgens maksimale kapacitet på 244 passagerer.

Dagens nyhed vækker glæde hos formanden for beboerforeningen på Anholt.

- Det er kun godt, at der nu kan komme flere passagerer med. Jeg er helt sikker på, at færgen har målt op og taget de nødvendige foranstaltninger, siger Liselotte Arentz Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kan altså mærkes, når der må komme flere folk herover, og det giver en helt anden puls. Hele øen får kundegrundlaget igen.

Kim Reinhardt, sommerhusejer, Anholt

Sommerferien er lige om hjørnet, og det betyder også, at tusindvis af turister forventes at tage turen til Anholt.

- Det er vigtigt for både restauratører, sommerhusejere og så videre, at turisterne ikke bliver bremset. Men det er også vigtigt for os beboere, fordi hvis alle turister har nappet billetterne, så har vi andre svært ved at komme over til akut tandlæge, fødselsdag og så videre, siger Liselotte Arentz Sørensen.

Læs også Færgedrift nærmer sig normalen – nu må du forlade bilen

01:37

VIDEO: Flere borgere på Anholt opfordrede i begyndelsen af Corona-krisen alle gæster til at holde sig væk. Opfordringen kom blandt andre fra øens brugsuddeler, som vi talte med over en FaceTime-forbindelse. Indslaget er fra 13. marts 2020.

Luk video

Giver en anden puls

En af de glade sommerhusejere er Kim Reinhardt. Han har de seneste 25 år haft et sommerhus på Anholt, hvor de udlejer gæstehuset til turister.

- Det er fantastisk lykkeligt, at passagertallet nu er forhøjet igen, selvom det ikke helt er til den maksimale kapacitet. Det betyder sindssygt meget, at der nu kan komme kunder og omsætning til hele turistbranchen herovre, siger Kim Reinhardt til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kan altså mærkes, når der må komme flere folk herover, og det giver en helt anden puls. Hele øen får kundegrundlaget igen.

Kim Reinhardt, sommerhusejer, Anholt

Fra den 24. marts til den 12. maj måtte der kun være 35 passagerer på færgen. Dengang var Kim Reinhardt nervøs for, om hans kommende gæster overhovedet kunne få billet til deres sommerferie.

- Hvis de ikke kunne få transport herover, så måtte vi jo annullere kontrakten. Så da den glade meddelelse kom om en udvidelse i første omgang, så ringede jeg rundt til lejerne og sagde, at de skulle være klar til at købe billetter klokken 10.00 dagen efter, siger Kim Reinhardt.

- Det kan altså mærkes, når der må komme flere folk herover, og det giver en helt anden puls. Hele øen får kundegrundlaget igen.

Færgen mellem Anholt og Grenaa har plads til 244 passagerer. Selvom makskapaciteten endnu ikke er nået, vækker det glæde blandt flere, at der nu kan komme 194 passagerer med på overfarten.

I begyndelsen af corona-krisen opfordrede borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen (S), alle andre end fastboende til at blive væk fra Anholt.

- Anholt er en smuk, men også sårbar og isoleret ø. Af de cirka 130 fastboende er omkring 50 personer over 65 år gamle. Dem skal vi passe godt på i denne tid. Vi skal samtidig sikre, at øens beredskab, som også er sårbart, holdes kørende, sagde Jan Petersen d. 23. marts til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er utroligt vigtigt at få folk herover og dele vores fantastiske ø med alle mulige andre.

Liselotte Arentz Sørensen, formand for beboerforeningen på Anholt

Men nu har corona-krisen toppet, Danmark er i gang med at genåbne og borgerforeningens formand er ikke nervøs for, at der nu også bliver åbnet for flere turister.

- Sommerhusene ligger spredt, og der er god afstand, så jeg synes ikke længere, vi har noget at være nervøse for. Vi kan se, at der er styr på det, og vi har kunnet håndtere det indtil videre, så det skal vi ikke være bange for, siger Liselotte Arentz Sørensen.

Læs også Kommune indsætter flere færgeafgange: Passagerkrav kan blive dyrt

- Det nytter jo ikke noget, at vi står med åbne arme for turisterne, hvis der ikke er nogle til at købe det, vi kan tilbyde. Det er utroligt vigtigt at få folk herover og dele vores fantastiske ø med alle mulige andre, siger hun.

Også Kim Reinhardt er fortrøstningsfuld – og han forventer en god sommer.

- Jeg tror, at det bliver en fantastisk god sæson, fordi mange folk ikke kan komme til udlandet. Der bliver en helt anden søgning i Danmark, og det har jeg også mærket på søgningen. Det betyder meget for den her sæsonafhængige ø, at der også kommer gæster, siger Kim Reinhardt.

Læs også Turister kan ikke komme dertil: Øens indtægtskilde er i fare