En æra er forbi: Efter 26 år sætter populær fiskemand butikken til salg

Prebens Fisk er sat til salg efter mere end to travle årtier for ejerne Preben og Dorte Gorecki. Men det var ikke et nemt valg.

Fiskefrikadeller, rejer og laksefileter er efterhånden blevet langet over disken hos Prebens Fisk i næsten 26 år. Men nu får æraen snart en ende.

Preben Gorecki og hans kone, Dorte, mener nemlig, at det er tid til at trække sig tilbage. De har derfor sat butikken ved Fjellerup Strand til salg.

- Jeg har stået her hver dag i snart 26 år. Lige bortset fra 13 dage i 2007, hvor vi var i Thailand, siger Preben Gorecki.

På en god dag langer butikken mere end 1000 fiskefrikadeller over disken.
På en god dag langer butikken mere end 1000 fiskefrikadeller over disken.

Den 63-årige fiskehandler håber dog ikke, at det bliver enden for butikken.

- Jeg kunne godt tænke mig, hvis der er nogen, der har lyst til at køre det videre, men jeg skal nok yde den assistance, som jeg kan, siger han.

Operation holdt ikke Preben væk

Det er da heller ikke en overdrivelse, når Preben Gorecki siger, at han er i butikken hver dag. Hverken weekender eller operationer har stoppet ham.

- For to år siden i påsken var jeg i Aarhus for at få lavet en dobbelt bypass. Men så var jeg da her i butikken igen dagen efter, siger han.

- Prøv at kigge ud ad vinduet. Hvor kan man få en bedre udsigt? Det er sådan set ferie nok til mig, siger Preben Gorecki.
- Prøv at kigge ud ad vinduet. Hvor kan man få en bedre udsigt? Det er sådan set ferie nok til mig, siger Preben Gorecki.

Derfor gør det også lidt ondt på den garvede fiskehandler, at han og Lillemor, som han kalder sin kone, ikke skal have deres daglige gang i butikken.

Men de håber, at det kan give dem tid til at komme mere rundt i landet.

- Jeg vil gerne ud at se lidt mere i Danmark. Det der med de varme lande, det er alt for varmt. Og så vil vi også gerne en tur til Grønland. Tænk på, vi er vant til at gå inde i kølerummet og fryseren, hvor det er koldt hele tiden, siger Preben Gorecki.

Ifølge Preben Gorecki ligger fremtiden i at sælge stjerneskud ud af huset, men det må blive noget for de nye ejere, mener han.
Ifølge Preben Gorecki ligger fremtiden i at sælge stjerneskud ud af huset, men det må blive noget for de nye ejere, mener han.

Stamkat og måger

De mange år som fiskehandler har ikke bare givet trofaste stamkunder. Preben Gorecki har gennem årene fået både stamkat og -måger. Den rødstribede kat har han døbt Ping Pong.

- Og så er der mågen Herman. Han er en god fugl. Jeg har også Hermanline. Hvis ikke de kommer, så tænker man jo: "Hvor er den nu henne?" siger han.

Preben Gorecki og mågen Herman, der holder til på hans bil i løbet af dagen. Bliver den for utålmodig, kommer den og pikker på ruden, fortæller han.
Preben Gorecki og mågen Herman, der holder til på hans bil i løbet af dagen. Bliver den for utålmodig, kommer den og pikker på ruden, fortæller han.

Preben Gorecki håber da også, at den nye ejer vil tilgodese de små stamgæster med lidt fiskerester og en leverpostej i ny og næ. 

Hvad herligheden af en fiskeforretning skal koste, vil han dog ikke ud med.

- Det er en hemmelighed, siger fiskemanden.

Se hele indslaget om Preben Gorecki og hans fiskeforretning her: