Blandede følelser efter brand: - Det er en gevinst for byen
Efter nytårsbranden på Torvet i Grenaa, var der blandede følelser blandt byens beboere.
Branden i bygningen på Torvet i Grenå, som rasede nytårsnat, er ikke ubetinget en dårlig ting. I hvert fald ikke hvis man spørger folk på gaden i byen 1. januar.
TV2 ØSTJYLLAND talte søndag formiddag med flere i byen, som ikke mener, at bygningen var værd at bevare uanset.
- Det har stået tomt i lang tid. Jeg tror ikke, det er et tab, at bygningen er brændt. Jeg tror, det vil være en gevinst for byen, lød det fra Per Kahr, som havde taget turen fra Fannerup til Grenå for nysgerrighedens skyld.
Han kommer ikke til at savne bygningen.
- Jeg tror, der kommer et hus magen til det ved siden af, og det er godt for byen, sagde han.
Sørgeligt
Der var dog også borgere i byen, som ærgrede sig over branden i den gamle bygning. Blandt andre Jytte Sørensen fra Grenaa.
- Det sted har betydet rigtig meget. Det var det første sted, jeg begyndte at gå i byen, da jeg var ung. Hyggeligt sted.
Det handler dog ikke så meget om minderne - for de er for længst lagret.
- Jeg synes altid det er sørgeligt, når en gammel by midt inde i byen forsvinder på den måde, siger Jytte Sørensen.
Kompliceret slukning
Beredskab & Sikkerhed blev kaldt ud til branden omkring klokken 03.40 natten til nytårsdag, og selve slukningsarbejdet gav udfordringer. Det fortæller indsatsleder Allan Frederiksen.
- Tagkonstruktionen var faldet ned sammen under bygningen, så der har været ildlommer inde under.
Adgangen til bygningen har også voldt problemer.
- Det er en kompliceret slukningsopgave, dels fordi det er en gammel bygning med trange adgangsforhold. Portene er for små til vores køretøjer. Derudover er det en stor bygning, som er svær at komme over, siger Allan Frederiksen.
Da TV2 ØSTJYLLAND talte med indsatslederen, var det endnu for tidligt at sige noget om årsagen til branden, men da brandvæsenet kom til stedet, var det særligt i den ene ende af bygningens tag, der var gang i branden.