Budgettet på plads i Aarhus
Store besparelser på daginstitutioner og skoler
Socialdemokraterne, SF, Radikale, Venstre og Konservative har fredag morgen indgået forlig om næste års budget i Aarhus Kommune.
Dansk Folkeparti og Enhedslisten står udenfor forliget.
Budgetforliget betyder, at der fra 2012 skal gennemføres såkaldte driftsreduktioner på 222 mio. kr. og cirka 300 mio. kr. i de efterfølgende år.
Besparelserne rammer daginstitutioner og folkeskoler hårdest. For børne- og ungeområdet betyder budgetforliget konkrete besparelser på 106 mio. kr. i 2012. Besparelserne stiger til knap 140 mio. kr. fra 2012-15.
Rammer børnene hårdest
Ifølge Aarhus Kommune rammer en del af besparelserne de administrative funktioner, ligesom en række opgaver skal effektiviseres og afbureaukratiseres.
Besparelserne kommer dog også til at kunne mærkes direkte i kommunens vuggestuer, børnehaver og folkeskoler.
- Det har ikke været muligt at undgå reduktioner i serviceniveauet, og det vil kunne mærkes, men konsekvenserne er forsøgt afbødet i videst muligt omfang, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.