Parti: Fri hash er en del af løsningen mod utryghed
I Vejlby-Risskov føler en række beboere sig utrygge. Alternativet ser legalisering af cannabis som en del af løsningen på problemet.
Det vil være et skridt på vejen mod at løse problemet med utryghed i boligområder, hvis cannabis bliver legaliseret, mener Alternativet.
I bydelen Vejlby-Risskov føler en række beboere sig utrygge og skræmte på grund af mistænkelige handler og truende adfærd fra personer i området.
Alternativet mener i den forbindelse, at legalisering af cannabis blandt andet kan være med til at svække salget og dermed være med til at fjerne en del af utrygheden.
Det meldte partiet ind med som reaktion på TV2 ØSTJYLLANDs historier.
Dog understreger politisk ordfører for Alternativet Torsten Gejl, at forslaget ikke kan stå alene.
- Alle forebyggende indsatser er også vigtige. Vi bilder os ikke ind, at legalisering af cannabis er en løsning, som kan stå alene, siger Torsten Gejl (Å) til TV2 ØSTJYLLAND.
Fjerner ikke kriminaliteten alene
I forhold til forebyggende indsatser peger Torsten Gejl blandt andet på opsøgende projekter, hvor man hjælper udsatte familier der, hvor de er.
Alternativet taler desuden for at inddrage personer, som tidligere har solgt små mængder cannabis i et statsligt arbejde med salg af netop cannabis, såfremt forslaget bliver lovligt.
- Man kan trække dem ud af banderne og lade dem stå i statsgodkendte cannabisbutikker, siger Torsten Gejl.
- Legalisering af cannabis vil ikke fjerne kriminaliteten over natten, men det vil være et bidrag, siger Torsten Gejl.
Forslaget indgår også som en del af et udspil, Alternativet vedtog i 2015.