Dansk-amerikaner: Danskerne er gode til at stemme
Kommunal- og regionsvalget er officielt i gang, og frem til klokken 20 kan man stemme. Familien Hime-Laurbøg fra Hammel var blandt de første til at stemme.
Klokken 8.00 ringede klokken på valgsteder i hele Østjylland. Dermed er både kommunal- og regionsvalget skudt i gang.
I Østjylland skal der stemmes i 10 kommuner foruden til regionsvalget. Flere steder ventes der hård kamp om pladserne og borgmesterkæden.
Blandt de første til at stemme var Allan og Jen Hime-Laurbøg fra Hammel. De er for nylig flyttet til Hammel og skulle derfor for første gang tilkendegive, hvem de ønsker i Favrskov Byråd.
- Vi er lige flyttet til Hammel, og det er meget svært at forholde sig til, hvem man skal stemme på, når man lige er flyttet til, siger Allan Hime-Laurbøg, der til det sidste var i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.
- Vi snakkede om det i bilen på vej herhen, og jeg var 99 procent sikker, da vi nåede herhen. I boksen gik jeg med mavefornemmelsen og stemte på den, jeg havde tænkt på i weekenden, siger Allan Hime-Laurbøg, der i weekenden fandt frem til en kandidat via en kandidattest.
Flere stemmer end i USA
For hans kone var det en særlig oplevelse at stemme. Hun har boet 14 år i Danmark og er fra staten Washington i USA. Danskerne er nemlig bedre til at stemme, mener hun.
- Det virker som om, alle kommer ud og stemmer, og man gør mere for at få folk til at stemme. Danskerne har måske en stærk tro på, at deres stemme har en betydning, siger Jen Hime-Laurbøg.
Hun skyder på, at valgdeltagelse i Washington State er omkring 50 procent og dermed lavere end i Danmark.
Familie, skole og infrastruktur
Ægteparret er enige om, at hjemmepasning og skoler er nogle af de vigtigste parametre, når krydset skal sættes.
- Og så infrastruktur, siger Allan Hime-Laurbøg, der ikke er synderligt bekymret for coronasmitte i forbindelse med valget.
- Jeg har sprittet hænder, det er det, siger faren fra Hammel, efter han havde afgivet sin stemme i Hammel Idrætscenter.
Trods stigende corona-smittetal er det ifølge Indenrigs- og Boligministeriet sikkert at stemme ved dagens valg.
De opfordrer samtidig til, at man stemmer mellem klokken 10 og 15, hvis det er muligt. Der forventes nemlig kortest kø.