Slås med postkasser
Hænger postkassen op på deres affaldsstativ
I Horsens er det kommet på mode at hænge postkassen op på skraldestativet. Og det betyder, at postkassen kan komme i vejen for skraldemændene, når de skal hente skraldet.
- Problemet er opstået efter, at der i december sidste år kom en regel om, at postkassen skal opstilles ved skel ud mod nærmeste offentlige vej, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
- For skraldemændene er det i orden at hænge postkassen på affaldsstativet. Den skal bare sidde korrekt. Og med korrekt menes, at postkassen skal placeres på en af affaldsstativets sider og i passende afstand fra låget, så skraldemændene undgår problemer med at åbne og lukke lågen, forklarer Jane Stubberup Lorentzen, Affald og Genbrug i pressemeddelelsen.
Kommunen opfordrer samtidig borgerne til at være varsomme med hvor store skruer, de anvender til at hænge postkassen op med:
- Hvis skruerne går igennem affaldsstativet, kan de nemlig både skade skraldemændene og ødelægge sækkene. Og skraldemanden skal ikke tage en ødelagt sæk med, lyder advarslen.
Jane Stubberup Lorentzen understreger, at den endelige godkendelse af postkassens placering hører til hos Post Danmark.