Robotter styrer skeen
Teknologien indtager plejesektoren
Flere og flere arbejdsopgaver i den østjyske sundheds- og plejesektor bliver overtaget af robotter.
I Horsens har botilbuddet Bo/Døgn stor succes med en maskine, der er i stand til at føre en ske op til brugerens mund. Dermed er handicappede i stand til at spise ved egen hjælp.
- Jeg tror, det giver dem en større livskvalitet i forhold til, at de selv kan styre deres måltid, siger socialpædagog ved Bo/Døgn Katja Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Styrer med stemmen
Også i Aarhus har kommunen indkøbt moderne teknologi for at lette hverdagen for de syge og handicappede.
Således har førtidspensionisten Yaqub Waziri fået udstyret sin lejlighed med udstyr, der gør, at han kan trække gardinerne fra og åbne vinduet - alene ved hjælp af sin stemme.
- Det er meget smart som hjælp til de personer, som ligger i sengen, siger Yaqub Waziri.
Udviklingen stopper dog ikke her. Snart kan der også installeres toiletter, der automatisk spuler brugeren bagi samt gulve der registrerer om en person er faldet.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.