Politi undersøger mistænkeligt dødsfald i Brædstrup

Sydøstjyllands Politi er torsdag aften til stede ved en adresse i Brædstrup, hvor de undersøger et mistænkeligt dødsfald

Foto: Nikolai Linares - Scanpix / Google Maps

Sydøstjyllands Politi undersøger torsdag aften et mistænkeligt dødsfald i Brædstrup nordvest for Horsens.

En ældre mand er fundet død i en lejlighed, og teknikere og retsmedicinere arbejder på at klarlægge dødsårsagen, oplyser vagtchef Flemming Lau, Sydøstjyllands Politi. 

Læs også Nye spor efter forsvundne Nick: Fanget på overvågning

Politiet fik ved 16.30-tiden en anmeldelse af, at en mand var fundet død i en lejlighed i Vestergade i Brædstrup.

- Vi kommer derud, og der er nogle omstændigheder, som vi tolker som mistænkelige. Derfor har vi sendt teknikere og retsmedicinere til lejligheden for at undersøge forholdene med henblik på at finde dødsårsagen, siger Flemming Lau.

Også området omkring lejligheden er blevet undersøgt af politi med hunde. Men det er ifølge vagtchefen normal praksis, når politiet undersøger et mistænkeligt dødsfald. 

Læs også Massiv snyd med hviletidsregler sender vognmand i fængsel

Når folk bliver fundet døde, og det ikke umiddelbart står klart, hvordan de er kommet af dage, behandler politiet dødsfaldet som mistænkeligt.

Det betyder, at man efterforsker sagen, som om der er tale om et drab, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det senere viser sig, at der ligger en forbrydelse bag.

Intet nyt før fredag
Politiet, der mødte massivt op i Brædstrup torsdag aften, har været i gang med undersøgelser på stedet det meste af aftenen.

Sydøstjyllands Politi fortæller torsdag aften til TV 2 ØSTJYLLAND, at man ikke kommer med nye oplysninger i sagen før fredag.

Politiet er til stede på en adresse i Brædstrup, der ligger nordvest for Horsens: