Nu er de klar til finalen i kampen om 50.000 kroner
Hjarnø har mulighed for at følge efter en anden ø i Horsens Fjord, hvis øen til maj vinder titlen som "Årets Ø".
Der er muligvis udsigt til lidt af en fest for beboerne på Hjarnø.
Øen i Horsens Fjord er blandt finalisterne i kapløbet om at blive kåret til "Årets Ø", som organisationen Landdistrikternes Fællesråd står bag. De andre finalister er Omø i Storebælt og Fur i Limfjorden.
Komiteen bag "Årets Ø" har vurderet mange gode og spændende ansøgninger ud fra temaet "Øer i udvikling gennem lokale ressourcer", skriver Landdistrikternes Fællesråd.
- Hjarnø, Fur og Omø har hver især formået at sætte deres lokale menneskelige og naturmæssige ressourcer i spil i deres imponerende arbejde med at udvikle og bevare det attraktive ø-liv. De tre øer er meget forskellige og gør det på hver deres måde. Men fællesnævneren er de stærke og ambitiøse fællesskaber, hvor man står sammen, når det gælder - også når man møder forhindringer, siger Mette Ravn, der er formand for priskomiteen, i en pressemeddelelse.
Nu skal hun sammen med de øvrige dommere rundt og besøge de tre øer frem mod afgørelsen i starten af maj.
- Nå vi er på besøg på de nominerede øer, får vi et unikt indblik i deres lokale udfordringer og sejre, som også kan inspirere andre ø-samfund. Derfor er "Årets Ø" meget mere end en pris, siger Mette Ravn.
Vinderen får 50.000 kroner og en stor fest for alle beboere på øen. De to andre finalister får 25.000 kroner.
"Årets Ø"
"Årets Ø" er en pris, der blev oprettet i 2020 af Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd for at fejre og skabe opmærksomhed om de danske ø-samfund i hele landet.
Temaet her i 2023 er "Øer i udvikling gennem lokale ressourcer".
Alle danske øer uden fast broforbindelse har haft mulighed for at ansøge om at vinde titlen og 50.000 kroner.
Vinderen i 2022 var Strynø, der vandt under temaet "Fællesskab som drivkraft for lokal udvikling". Strynø imponerede blandt andet med sin store indsats for at huse ukrainske flygtninge. I 2020-2021 vandt Endelave i Horsens Fjord.