Mislykket forsøg på fyring
Schur Pack må betale 150.000 kr. i erstatning
Emballagefabrikken Schur Pack Denmark i Horsens må betale 150.000 kroner til medarbejder, der blev fyret efter over 25 års ansættelse, skriver Fagbladet 3F.
Han har meget sygefravær, han er ufleksibel, han mangler kvalifikationer, og han har optrådt illoyalt. Schur Pack Denmark samlede masser af grunde til at fyre en medarbejder, der havde været ansat på virksomheden i næsten 26 år.
Men Afskedigelsesnævnet underkender ét for ét argumenterne. Beviserne holder ikke. Nu skal Schur Pack Denmark betale den afskedigede en godtgørelse på 150.000 kroner.
Arbejdsgiveren har bevisbyrden i en sag som denne, understreger højesteretsdommer Jytte Scharling, der var opmand i sagen.
Produktionschef Allan Laursen fra Schur Pack Denmark synes, han kom til Afskedigelsesnævnet med gode argumenter for, at fyringen var nødvendig.
- Men der skal meget grundig dokumentation til. Det er det, vi har lært af denne sag, siger Allan Laursen til Fagbladet 3F.