Efter borgmesterens sygemelding: Horsens Kommune har valgt sin midlertidige borgmester

Det bliver den 33-årige socialdemokrat Andreas Boesen, der skal være midlertidig borgmester i Horsens Kommune efter, at borgmester Peter Sørensen er sygemeldt i mindst to måneder.

Horsens Kommune har valgt en midlertidig borgmester efter byens normale borgmester Peter Sørensen tidligere på ugen sygemeldte sig i mindst to måneder med alvorlige rygproblemer.

Der blev fredag eftermiddag holdt ekstraordinært byrådsmøde i Horsens Kommune, og her valgte et enigt byråd at udnævne det 33-årige socialdemokratiske byrådsmedlem Andreas Boesen som afløser på borgmesterposten.

- Det betyder rigtig meget for mig, og jeg er både taknemmelig og ydmyg overfor den tillid der er blevet mig vist af byrådet. Det tegner godt for samarbejdet i byrådet den kommende tid, siger midlertidig borgmester i Horsens Kommune, Andreas Boesen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Andreas Boesen har været byrådsmedlem i Horsens siden 2009, og han har siden kommunalvalget i 2017 været gruppeformand for socialdemokratiet i Horsens Byråd samt 2. viceborgmester.

Og netop med positionen som 2. viceborgmester kunne man være fristet til at tro, at valget af Andreas Boesen har været en ren formalitet, men det benægter den nye borgmester.

- Det er bestemt ikke en formalitet, men Peter og jeg har arbejdet rigtig tæt sammen i de snart 12 år, jeg har siddet i byrådet. Særligt de seneste år, hvor jeg har været gruppeformand og viceborgmester, har jeg været med omkring alle de store beslutninger, og jeg føler mig derfor godt rustet til at løse alle de opgaver, der nu engang venter i en kommune af vores størrelse, siger Andreas Boesen.

Foruden en midlertidig borgmester blev der på fredagens ekstraordinære byrådsmøde også valgt en stedfortræder til byrådet, og her gik pladsen til Piratheep Rabindranath, der får midlertidigt sæde i den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Peter Sørensen blev tilbage i 2012 selv valgt som midlertidig borgmester i forbindelse med daværende borgmester i Horsens Jan Trøjborgs pludselige død, inden han ved det efterfølgende kommunalvalg i 2013 blev valgt ind som fungerende borgmester.
Peter Sørensen blev tilbage i 2012 selv valgt som midlertidig borgmester i forbindelse med daværende borgmester i Horsens Jan Trøjborgs pludselige død, inden han ved det efterfølgende kommunalvalg i 2013 blev valgt ind som fungerende borgmester.

Forskellige som personer men ens på det politiske

Andreas Boesen overtog allerede roret i Horsens Kommune umiddelbart efter fredagens byrådsmøde, og har fredag sidst på eftermiddagen allerede afholdt de første møder som ny borgmester.

Men selvom der nu er kommet ny styrmand i Horsens Kommune, så vil den politiske kurs forblive uændret, og Andreas Boesen mener derfor, at den menige borger formentlig vil få svært ved at mærke forskel fra før. 

Alligevel understreger Andreas Boesen, at han og Peter Sørensen selvfølgelig er forskellige mennesker, og at det aldrig kan undgås, at tilgangen til visse ting er forskellig.

- Peter og jeg er to forskellige generationer, vi er vokset op forskelligt og har forskellige baggrunde, så selvfølgelig vil der også være ting vi gør forskelligt. Men i forhold til den politiske kurs er vi enige, siger Andreas Boesen.

Med sine 33 år må Andreas Boesen siges at være en ung borgmester, og det vil derfor være nærliggende at tro, at han har store politiske ambitioner, men for nu tager han det ganske roligt.

- Jeg synes det er et enormt privilegium at være byrådsmedlem, og det giver forskellige poster i løbet af årene – nu også som midlertidig borgmester. Jeg har ikke for nuværende ambitioner om at jeg skal være borgmester i fremtiden, og jeg håber og ser frem til, at Peter vender stærkt tilbage, siger Andreas Boesen.

90414802_2842243999193987_995621003155472384_n

play Marie-Louise holder midnatsåbent: - Nu bliver jeg herre i eget hus igen

hest2

play Naturpark beskyldt for misrøgt af heste: Afviser alle anklager

Vaccine

liveblog COVID-19 LIVE: Ny vaccine kan først leveres i april

IKEA

play Derfor åbner IKEA ikke i morgen

IMG_4408

Vinder MGP med sang om søster med handikap: - Jeg gad godt skrive en sang om de særlige

Skærmbillede 2021-02-28 kl. 15.01.43

play Forpremiere: Ny serie følger familie, der har købt en hel zoo