Byens image: Fængslet er flødeskum
Kulturinstitutionen Fængslet er med til at adskille kommunen fra de andre
Hvis man skal beslutte sig for, hvor man vil slå sig ned og bo, så er det ikke kun den lokale skole, daginstitution eller beliggenheden, der er afgørende.
- Hvem vil bo i en kedelig by? Det tror jeg ikke, der er mange der vil.
Sådan blev der retorisk spurgt i en direkte tv-debat på TV 2 | ØSTJYLLAND mandag aften.
Spørgsmålet blev stillet af en tilhører, som er bosiddende i Horsens Kommune og som ikke forstod kritikken af, at kommunen er mere kendt for sit fængsels-image end for sit kulturliv.
Ifølge tilhøreren og flere af byrådsmedlemmerne er netop kulturinstitutionen Fængslet og byens kulturliv to sider af samme sag.
- Det der er flødeskummet er de ekstra ting, man kan få i byen, som man ikke kan få andre steder, sagde tilhøreren og henviste til, at netop Fængslet er med til at gøre byen speciel.
Fængslet gør byen speciel
Det samme mener byens borgmester Peter Sørensen. Han mener, at salgsargumenter som gode dagtilbud, skoler og infrastruktur er en forudsætning, men at det er det 'ekstra', som i sidste ende er udslagsgivende for tilflytternes valg.
- Kulturen bruges til at gøre os anderledes end alle de andre, som også sælger en flot fjord, en flot natur, skoler og børnehaver, siger Peter Sørensen.
- Vi har noget specielt her. Det findes ikke andre steder. Det sælger vi naturligvis os selv på
Horsens Kommune har de seneste år haft stor succes med at tiltrække tilflyttere fra for eksempel Aarhus.
Et af de områder, hvor kommunen dog stadig har en udfordring, er ifølge formand for Teknik- og Miljøudvalget Ole Pilgaard Andersen (DF) at sikre, at ikke kun Fængslet får opmærksomhed, men også at midtbyen og detailhandlen i Horsens er attraktiv:
- Hvordan kan vi lave mere liv i selve bykernen?
Du kan se en video omkring image-debatten i Horsens i videoen øverst artiklen.
Videoen er et udsnit fra TV 2 | ØSTJYLLANDs midtvejsvalgs-debat i Horsens Kommune, der er blevet sendt mandag den 16. november. I debatten diskuterer politikere og publikum udfordringerne i kommunen.