Ekspert: Kulturby-image er på retur
I 2014 har byens image som fængselsby atter overtaget
Horsens Kommune har haft problemer med at bibeholde det gode image, kommunen har arbejdet så hårdt på at skabe. Til gengæld har kommunen haft bedre held med at skaffe nye borgere til byen.
Sådan lyder dommen fra kommunalforsker Roger Buch præcis to år efter det seneste kommunalvalg i 2013.
TV 2 | ØSTJYLLAND gennemfører i november midtvejsvalg i samtlige ti østjyske kommuner samt i Region Midtjylland, og mandag er turen kommet til Horsens Kommune.
I forbindelse med valget i 2013 var der særligt tre områder, der fyldte meget i kommunen: Tiltrækning af nye borgere, evnen til at skabe nye arbejdspladser samt et bedre image
TV 2 | ØSTJYLLAND har fået kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til at kigge nærmere på, hvordan Horsens Kommune har klaret disse fokusområder.
Sådan gik valget i Horsens 2013
Bør ændre strategi
- Byens image er noget, man har arbejdet på i 10 år, og det er fortsat et stort satsningsområde i Horsens. Man startede for ti år siden med at bevæge sig væk fra et image som fængselsby, og i løbet af fem-syv år lykkedes man med at ændre det, så når man stoppede folk på gaden, sagde de fængselsby og kulturby. Men fra 2013 til 2014 er der sket noget interessant. Kulturimaget er på retur og fængselsimaget på vej frem igen, siger Roger Buch.
Ifølge ham bør Horsens tænke mere på smuk natur, gode skoler og et godt handelsliv.
- Horsens bør tænke sig grundigt om, fordi de ting er skubbet fuldstændig i baggrunden. Men da det er skatteborgere, som byen skal leve af, så er det nok i højere grad Horsens som bosætningsområde end som en kulturby, man skal slå på siger Roger Buch.
I forbindelse med midtvejsvalget i Horsens Kommune sender TV 2 | ØSTJYLLAND i aften, mandag, en direkte debat fra Horsens med lokale politikere. Det sker fra klokken 19.30.
I videoen øverst på siden kan du se hele Roger Buchs analyse af Horsens Kommune.