Bo Henriksen henter ny spiller
ACH køber Brønshøj-profil
Fodboldklubben AC Horsens præsenterede sidst på foråret Bo Henriksen som ny cheftræner i klubben, og den tidligere Brønshøj-træner har nu hentet en gammel kending.
AC Horsens har onsdag offentliggjort, at klubben henter forsvarsspilleren Jacob Berthelsen i Brønshøj.
Dermed hiver Bo Henriksen sin anfører fra Brønshøj med over Storebælt.
- Vi er vanvittig glade for, at Jacob har valgt AC Horsens. Vi får en spiller, som i den netop færdiggjorte Nordic Bet Liga har været den mest stabile forsvarsspiller all over, han kommer med stor rutine fra efterhånden mange sæsoner i den bedste og næstbedste række i Danmark, han er sulten og ærgerrig og vil uden tvivl tilføre vores forsvarsspil yderligere stabilitet til den kommende sæson. Vi får en spiller, som er en klog forsvarspiller med stort overblik, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Hvor meget 27-årige Jacob Berthelsen har kostet, fortæller AC Hosens ikke, men klubber oplyser, at det ikke påvirker klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.
Jacob Berthelsen har tidligere spillet i Brøndby IF, AB, Fredericia og senest altså senest Brønshøj.
Vil kæmpe røven ud af bukserne
- Jeg glæder mig til at starte i AC Horsens, som helt klart for mig virker det som perfekte match. Jeg ser frem til at vise mit værd overfor trænere, holdkammerater og fansene i AC Horsens. Jeg kommer til en klub med styr på tingene, nogle dygtige holdkammerater, samtidig med at jeg så oveni det får muligheden for at fortsætte med Bo Henriksen som træner, det glæder jeg mig sindssygt meget til. Jeg vil vise alle i klubben, at jeg medbringer en gnist og et stort ønske om, at holdet og jeg selv fra dag et bare bliver bedre og bedre, siger Jacob Berthelsen og fortsætter:
- Jeg kommer med stor rutine og i bund og grund et ønske om at vise alle, at jeg vil kæmpe røven ud af bukserne for at spille hver gang.
AC Hosens og Jacob Berthelsen har papir på hinanden i to år.