218 blev blitzet: Nu er der truffet afgørelse i kontroversiel sag

Trods politisk opbakning skal bilister alligevel betale de fartbøder, de fik på Strandpromenade i Horsens i sommer. Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet.

Thomas Martin Kaxe er en af dem, der er blevet blitzet på strækningen.

218 fartbøder, der er blevet udstedt på Strandpromenaden i Horsens, er blevet genstand for megen debat.

Først klagede bilisterne. Så meldte Dansk Folkeparti sig på banen med kritik. Nu har justitsminister Nick Hækkerup (S) truffet en afgørelse.

Læs også Sally fik kagekone med denne tekst: Her er historien bag

De bilister, der følte sig uretfærdigt behandlet skal ikke forvente at få annulleret deres bøde, lyder det.

Manglende information

Sagen startede den 26. juni, hvor de mange 60km/t-skilte, der i årevis har stået langs Strandpromenaden i Horsens, pludselig blev fjernet.

Det blev bilisterne ikke gjort opmærksom på, og da politiets fartkontrol dengang rykkede ud til Strandpromenaden, røg hele 218 bilister i fælden.

- Når du kører samme rute 30 år i træk, så sidder du ikke og holder øje med, om de samme skilte er der, fortalte Thomas Martin Kaxe, der var en af de uheldige, der blev blitzet, til TV2 ØSTJYLLAND.

02:32

VIDEO: Der er stor utilfredshed blandt mange bilister i Horsens efter et 60km/t-skilt er blevet fjernet på Strandpromenaden. Indslaget er fra d. 21 juli. 2020. 

Luk video

Det faktum, at der ikke blev gjort ordentligt opmærksom på ændringerne på strækningen, fik Dansk Folkepartis trafikordfører, Hans Kristian Skibby, til at kontakte justitsminister Nick Hækkerup for at få ham til at annullere bøderne. 

Skal betales 

Men bøderne bliver ikke annulleret.

I sit svar til Hans Kristian Skibby, skriver ministeren, at beslutningen er truffet ud fra en faktuel beskrivelse af hastighedskontrollens forløb fra Sydøstjyllands Politi.

Læs også 76-årige Irma får gjort rent hver tredje uge – nu er der godt nyt

Det svar ærgrer transportordføreren.

- Det er fattigt, at man ikke svarer på det spørgsmål, jeg stiller. Man kommer bare med et historisk billede. Selvfølgelig skal folk have bøder, hvis de kører for stærkt, men bøderne skal bare ikke være urimelige. Det er det, der er hele kernen, siger Hans Kristian Skibby til TV2 ØSTJYLLAND.

Kommunen erkendte fejl

Ifølge transportordføreren burde bøderne tilbagekaldes, fordi bilisterne ikke var blevet gjort opmærksomme på ændringerne på strækningen.

- Man skal sikre, at bøderne udstedes på et faktuelt ordentligt grundlag, og det, synes jeg ikke, man har gjort, siger han.

Det er på denne strækning, at mange af bilisterne er blevet blitzet.

Og Hans Kristian Skibby står ikke alene med det synspunkt. I Horsens Byråd har sagen om de mange utilfredse bilister også mødt forståelse.

- Jeg tænker, at hvis jeg havde kørt på samme strækning, havde jeg højst sandsynligt også fået en fartbøde, sagde formand for Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune, Martin Ravn (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Men hverken politisk opbakning, manglende oplysning og et forstående byråd har altså hjulpet de bøderamte bilister.