Kjellerup kunne ikke skabe overraskelsen mod FC Midtjylland
Kjellerup kunne ikke besejre Superligaholdet FC Midtjylland i DBU-Pokalen
Pokaloverraskelsen fra Kjellerup IF skulle tirsdag forsøge at skabe endnu en sensationel sejr i årets pokalturnering, da de mødte FC Midtjylland.
I sidste runde gik Kjellerup overraskende videre med en sejr over Lyngby, hvor det lykkedes at vende et truende nederlag til en sejr.
Men FC Midtjylland blev alligevel for stor en mundfuld for den østjyske 2. divisionsklub, og Kjellerup-spillerne måtte derfor gå fra banen med et stort nederlag. Opgøret endte med et nederlag på 0-3.
En umulig opgave
Allerede fra kampens start virkede det som en umulig opgave for Kjellerup IF, som hurtigt kom bagud både 0-1 og 0-2.
Ved det første mål var det FC Midtjylland-frontmanden Bruninho, der med et glimrende langskud bragte ulvene i front efter 13 minutters spil.
Blot tre minutter senere var Bruninho igen på spil, denne gang i oplæggerens rolle.
Et par vakse finter i Kjellerup-feltet og en aflevering til Mikkel Duelund, som let kunne lægge bolden ind bag Benjamin Schuber i Kjellerup-målet. 2-0 og kun 17 minutter spillet.
Læs også
Det skulle også blive 3-0, før dommeren fløjtede til pause. FC Midtjyllands nyerhvervelse fra Sønderjyske, Simon Kroon, kunne efter 33 minutter også kalde sig målscorer.
Da Kjellerup tidligere i DBU Pokalen mødte superligaklubben Lyngby, var østjyderne også bagud 0-3 ved pausen, men senere lykkedes det at vende opgøret på hovedet.
Hvis man troede på en gentagelse, så så det derfor stadig lyst ud for Kjellerup IF. Men reelt set var kampen allerede afgjort efter 1. halvleg.
En mere rolig 2. halvleg
De 1.321 tilskuere til dagens kamp, der blev spillet på Mascot Park i Silkeborg, fik en mere rolig 2. halvleg at se.
Et FC Midtjylland-hold, der kom ud med et lavere tempo, gav flere muligheder til kampens underdogs fra Kjellerup IF.
FC Midtjyllands banehalvdel lagde derfor græs til en del mere fodbold, end tilfældet var i første halvleg. På trods af det formåede Kjellerup ikke at reducere i løbet af de sidste 45 minutter.
Dermed endte kampen med en overbevisende 3-0-sejr til FC Midtjylland.