Jokeren Finnbogason savner fast spilletid i Horsens

Kjartan Finnbogason er røget en tur på bænken i Horsens, og det begejstrer ikke sidste sæsons topscorer

09:28

Med 18 mål i sidste sæson var angriberen Kjartan Finnbogason stærkt medvirkende til, at østjyderne rykkede op i landets bedste fodboldrække.

Men i denne sæson er islændingen gledet ud af Horsens-træner Bo Henriksens foretrukne startopstilling. Og det på trods af, at angriberen lige nu er delt topscorer i klubben med fire mål sammen med angrebskollegaen Kim Aabech, der blev hentet til klubben i sommer fra AGF.

Netop Kim Aabech er sammen med André Bjerregaard blevet fortrukket helt i front de seneste kampe for AC Horsens, og det har skubbet sidste sæsons topscorer i 1. division ud på bænken og ind i rollen som joker.

Læs også AC Horsens-træner: Vanvittig vigtig sejr

Kjartan Finnbogason glæder sig over holdets fine start på sæsonen, som foreløbigt har kastet 17 point af sig efter 12 kampe. Mere end godkendt for oprykkerne, som flere eksperter spåede en vanskelig tilværelse i Superligaen.

Men selvom Finnbogason glæder sig meget over holdets fine præstationer, savner han at få flere minutter på banen.

- Selvfølgelig synes jeg, at jeg burde få lov til at spille mere, og at jeg har fortjent lidt mere tillid, men det er ikke mig, der bestemmer, og det eneste jeg kan gøre er at komme ind og gøre mit bedste, siger Kjartan Finnbogason til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Horsens tilbage på vindersporet med sejr over Esbjerg

Han har fået spilletid i 11 ud af Horsens' 12 kampe, men langt de fleste som indskifter. Ni gange er han sendt på banen i løbet af kampen, men på trods af de manglende minutter er det blevet til fire mål. Senest i weekendens kamp mod Esbjerg, hvor han afgjorde kampen med sin scoring 1-0 kort tid efter, at han var sendt på banen.

I kølvandet på den kamp ytrede Kjartan Finnbogason overfor Horsens Folkeblad utilfredshed med rollen som indskifter. Noget, han i dag uddyber i interviewet med TV 2 | ØSTJYLLAND.

02:24

Her kan du høre André Bjerregaard fortælle om konkurrencen på holdet

Luk video

- Man kan ikke være sur, når man lige har slået Esbjerg, men jeg stod med blandende følelser, for jeg kom ind og lavede mål efter at have startet på bænken. Og at starte ude synes jeg ikke er sjovt. Men mere er der ikke i det. Sådan er fodbold jo, og så må vi se, hvad der sker de næste par kampe, siger Kjartan Finnbogason.

Og angriberen kan formentlig se frem til en startplads, når Horsens i næste runde af Superligaen på udebane møder AGF den 14. oktober i Aarhus klokken 20.15. 

I hvert fald må Bo Henriksen til den kamp se bort fra André Bjerregaard, der har karantæne efter sin advarsel mod Esbjerg fB.

I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Kjartan Finnbogason.

Og du kan høre mere om AC Horsens tirsdag 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor Bo Henriksen er blandt gæsterne i Fodbold med Horup.

04:44

Mød fysioterapeut Minna Haarbo der altid er klar til at hjælpe Horsens-spillerne, hvis de skulle løbe ind i en skade. 

Luk video